Randers 13/3-2015

En mandlig patient, der var selvstændig erhvervsdrivende, blev efter en arbejdsulykke i september 2010 behandlet for åbent benbrud i underbenet, hvor han fik monteret et ”Hoffmann-apparatur.” Det var anerkendt som en patientskade, at apparaturet ikke havde været spændt ordentligt, hvorved bruddet var skredet.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) tilkendte godtgørelse for svie og smerte for perioden fra den 19. januar 2011 til den 31. marts 2011. Der blev lagt vægt på, at patienten selv ved optimal behandling ville have haft en forventet sygeperiode på 20 uger, som der ikke kunne ydes erstatning for. Patienten var derfor først berettiget til godtgørelse fra den 19. januar 2011, og frem til han genoptog sit arbejde den 1. april 2011. Patientforsikringen gav afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der blev lagt vægt på, at patienten havde modtaget fuld løn under sygdom i hele 2011, ligesom det fremgik af årsregnskaberne fra patientens selskab, at sygemeldingen ikke havde haft betydning for overskuddet, herunder at sygedagpengene udgjorde mere end hele driftstabet i selskabet i 2011. Efterfølgende tilkendte Patientforsikringen også godtgørelse for varigt mén.

Patientforsikringens afgørelse om svie og smerte og afslag på tabt arbejdsfortjeneste blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), der tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede bl.a., at nedgangen i indtjeningen i 2011 med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end patientskaden, herunder konjunkturmæssige udsving, hvorfor patienten ikke var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste.

Patienten fremsatte herefter krav om erstatning for udgifter til advokatbistand, hvilket Patientforsikringen afslog. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, der tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Begge afgørelser blev indbragt for domstolene. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skønnet over det forventede sygeforløb som følge at patientens grundlidelse, og patienten var derfor ikke berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte. Endvidere fandt retten det ikke bevist, at patienten havde haft tabt arbejdsfortjeneste i anledning af patientskaden. Retten lagde vægt på, at indtjeningen var baseret på patientens egen arbejdsindsats, at patienten modtog fuld løn under sygdom, at virksomheden havde modtaget dagpenge-refusion, at der ikke havde været udgifter til vikarbistand, at det af regnskaberne fremgik, at A-indkomsten var steget væsentligt fra 2010 til 2011 samt at det af de fremlagte regnskaber fremgik, at såvel nettoomsætning som bruttoresultat og driftsresultat var væsentlig bedre i 2011 end i de to foregående år. Retten fandt, at der ikke var grundlag for erstatning for udgifter til advokatbistand og henviste til Højesterets dom U2012.2922 H. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.