Østre Landsret 2/11-2016

En 78-årig mand slog sin højre skulder i forbindelse med fald på cykel. Han blev undersøgt på skadestuen, hvor der blev foretaget røntgenundersøgelse for at udelukke brud. En klinisk undersøgelse beskrev udmærket bevægelse, men skulderens kraftforhold blev ikke beskrevet. Patienten blev herefter henvist til egen læge. Egen læge oplyste, at nogle store sener i skulderen var revnet, og at der ville gå 3-4 uger, før den ville være i orden. Patienten påbegyndte herefter et genoptræningsforløb. På grund af fortsatte smerter blev der foretaget yderligere undersøgelser, som viste læsion på to ud af rotatorcuffens fire sener.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at den erfarne specialists standard havde tilsagt, at styrken i højre skulder var blevet undersøgt og beskrevet. Derved havde man med overvejende sandsynlighed afklaret, om der var en skade på rotatorcuffen. En erfaren specialist havde ligeledes sørget for fornyet ambulant kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium eller hos egen læge. Patientforsikringen vurderede dog, at behandlingsforløbet med overvejende sandsynlighed ikke ville have været anderledes, selvom rotatorcuff-læsionen var blevet konstateret tidligere. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at patienten havde været til fysioterapeutisk genoptræning. Patientens gener skyldtes derfor med overvejende sandsynlighed ikke den manglende behandling men den oprindelige skade.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet bemærkede supplerende, at der korrekt blev iværksat fysioterapeutisk behandling, hvilket er i overensstemmelse med den erfarne specialists standard i forhold til behandling af rotatorcuff-læsion ved ældre patienter.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at det var et fejlskøn, at der ikke i ortopædkirurgisk regi blev foranlediget en kontrolundersøgelse, der kunne have påvist en betydende rotatorcuff-læsion. Retten vurderede på baggrund af Retslægerådets udtalelse sammenholdt med de foreliggende oplysninger om konsultationen og behandlingen hos egen læge, samt patientens forklaring om forværringen af skulderskaden, at patienten som følge af egen læges behandling og den manglende henvisning til ortopædkirurgisk behandling med overvejende sandsynlighed var påført en patientskade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1. Da ankenævnet ikke havde taget stilling til, hvorvidt skaden medførte en erstatning på over 10.000 kr., jf. lovens § 24, stk. 2, blev sagen hjemvist til ankenævnet til fornyet administrativ behandling af dette spørgsmål.

Ankenævnet ankede sagen til landsretten, som fandt, at det ikke med overvejende sandsynlighed kunne lægges til grund, at undladelsen af at foranledige en ortopædkirurgisk vurdering umiddelbart efter ulykken havde påført patienten en skade, hvorfor han ikke havde krav på erstatning efter klage- og erstatningsloven. Landsretten ændrede således byrettens dom, og ankenævnet for blev frifundet.