Østre Landsret 18/6-2012

En kvinde blev påført en erstatningsberettigende patientskade i form af galdegangslækage og fik tilkendt godtgørelse for et varigt mén for smerter, men såvel Patientforsikringen som Patientskadeankenævnet afviste at yde erstatning for erhvervsevnetab. Skadelidte indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse vedrørende erhvervsevne for retten, og ved Retten i Næstveds dom af 15. maj 2009 blev der givet medhold i, at skadelidte i sin ansættelse som medhjælpende ægtefælle var påført et erhvervsevnetab på 15 %. Beregningen af skadelidtes årsløn blev hjemvist til behandling i Patientskadeankenævnet. Patientskadeankenævnet fandt ved afgørelse af 9. juli 2009, at sagen skulle hjemvises til Patientforsikringen med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse. Ved Patientforsikringens afgørelse af 2. september 2009 blev erstatningen for tab af erhvervsevne fastsat til 126.000 kr. på baggrund af en årsløn opgjort skønsmæssigt til 140.000 kr. Denne afgørelse blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet.

Skadelidte indbragte herefter Patientskadeankenævnets afgørelse for retten. Skadelidte gjorde bl.a. gældende, at hun på skadestidspunktet var ansat på fuld tid som kontormedhjælper i ægtefællens virksomhed, og at årslønnen som medhjælpende ægtefælle skulle fastsættes efter vikarprincippet. Retten frifandt Patientskadeankenævnet under henvisning til, at skadelidte ikke havde tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets skønsmæssige ansættelse af årslønnen til 140.000 kr.

Skadelidte ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om, at årslønnen skulle fastsættes til 250.000 kr. Der blev i det væsentlige gjort de samme anbringender gældende, dog bl.a. med det supplerende anbringende, at den skønsmæssige fastsættelse af årsløn burde ske ud fra en række momenter, herunder bl.a.. arten af hendes arbejdsopgaver, uddannelse mv. Der blev for landsretten ligeledes afgivet supplerende forklaringer fra skadelidte og skadelidtes ægtefælle. På baggrund af disse lagde landsretten til grund, at skadelidte var beskæftiget på fuld tid med almindeligt kontorarbejde, kundebetjening og rengøring mv., og at den opgjorte indkomst som medhjælpende ægtefælle ikke var et udtryk for hendes virkelige arbejdsindsats, men det beløb, der skattemæssigt måtte overføres til en medhjælpende ægtefælle som løn.

Landsretten fandt herefter, at skadelidtes årsløn burde fastsættes skønsmæssigt under hensyn til den indtægt, hun under et sædvanligt ansættelsesforhold ville kunne opnå for en tilsvarende arbejdsindsats. Under hensyntagen til karakteren og omfanget af hendes arbejde i virksomheden fandt landsretten således, at skadelidtes årsløn skulle fastsættes til 240.000 kr.