Østre Landsret 1/12-2017

En mandlig patient blev på grund af ryggener opereret i september 2007, men grundet fortsatte gener opsøgte han et hospital i Tyskland, hvor han blev opereret i juni 2009.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at operationen i september 2007 var utilstrækkelig, og at patienten først ved operationen i juni 2009 havde fået en behandling i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Patientforsikringen anerkendte derfor, at patienten var berettiget til erstatning som følge af forsinket behandling af sine ryggener. Patientforsikringen tilkendte herefter patienten godtgørelse for svie og smerte samt en skønsmæssigt fastsat erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 400.000 kr. for patientens indtægtstab i perioden mellem de to operationer. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) for så vidt angik erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev indbragt for retten. Sagen drejede sig dels om, for hvilken periode, patienten var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, og dels om hvordan selve beløbet skulle opgøres. Parterne var enige om, at operationen i september 2007 burde have været udført på samme måde – og med samme resultat – som den operation, der fandt sted i Tyskland i juni 2009. Retten fandt, at patientskaden var begrænset til forlængelsen af sygeperioden med et tidsrum svarende til perioden mellem de to operationer, og at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste måtte være begrænset til patientens indtægtstab i denne periode. Efter oplysningerne om hans indtægtsforhold lagde retten til grund, at det ikke var muligt at opgøre størrelsen af hans tabte arbejdsfortjeneste på grundlag af nøjagtige, dokumenterede oplysninger, og at ankenævnet derfor med rette havde foretaget tabsopgørelsen på grundlag af et skøn. De foreliggende oplysninger om patientens faktiske indtægter fra sin selvstændige konsulentvirksomhed før og efter den relevante periode mellem de to operationer gav ikke grundlag for tilsidesættelse af det udøvede skøn. Beløbet på 400.000 kr. forekom ikke åbenbart urimeligt navnlig i lyset af konjunkturforholdene efter finanskrisen i 2008, oplysningerne om patientens faktiske indtægter i tiden efter uarbejdsdygtighedsperioden og hans alder (han var nu 73 år), men også under hensyn til størrelsen af og de betydelige udsving i hans indtægter de foregående år. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede byrettens dom til landsretten. Til brug for landsrettens behandling af sagen, blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet.

Retslægerådet udtalte, at der ikke var lægefagligt grundlag for at konkludere, at genoptræningsforløbet efter den sidste operation i Tyskland var blevet længere/mere omfattende på grund af operationen i Danmark i september 2007. Retslægerådet udtalte også, at det ikke er usædvanligt, at patienter med udtalte forandringer i lænderyggen, måtte gennemgå flere operative indgreb. På den baggrund kunne det ikke konkluderes, at de første operative indgreb var utilstrækkelige eller under faglig standard.

Landsretten fandt med baggrund i Retslægerådets udtalelse og af de grunde, der i øvrigt var anført af byretten, at den relevante periode for opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste var svarende til perioden mellem de to operationer. Endvidere fandt landsretten af samme grunde som byretten, at den tabte arbejdsfortjeneste i perioden skønsmæssigt skulle opgøres til de fastsatte 400.000 kr. Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse om frifindelse.