Højesteret 9/5-2005

En mand havde ved en ankestævning dateret den 3. februar 2005 anket en dom afsagt af Vestre Landsret den 10. december 2004 til Højesteret. Ankefristen udløb den 4. februar 2005. Ankestævningen blev modtaget i Højesteret mandag den 7. februar 2005. Manden anmodede i et brev af 3. marts 2005 om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb. Patientskadeankenævnet protesterede mod anmodningens imødekommelse. Manden havde oplyst, at ankestævningen den 3. februar 2005 blev afsendt fra postkontoret, ”hvor den blev vejet for at få den rette porto på brevet”. Han havde også oplyst, at ankestævningen samme dag blev sendt til Højesteret som en 3 siders telefax, og at hans telefaxmaskine ikke kunne udskrive afsendelseskvitteringer. Der var ifølge rapporten over modtagne meddelelser på Højesterets telefax ikke modtaget nogen fax fra mandens telefaxnummer eller en 3 siders telefax fra et uoplyst nummer i dagene omkring den 3. februar 2005. Manden henviste som støtte for sin anmodning til sin meget dårlige fysiske og psykiske helbredstilstand og landsretssagens forløb.

Patientskadeankenævnet havde anført, at manden var repræsenteret af en advokat under landsrettens behandling af sagen, og at bevisbyrden for ankestævningens rettidige indgivelse ikke var løftet.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at ankestævningen var afsendt med postvæsenet og som telefax den 3. februar 2005 – dagen før ankefristens udløb. Der var heller ikke oplyst omstændigheder, som kunne undskylde ankestævningens for sene indgang i Højesteret. Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at tilladelse til at anke burde meddeles, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 4. pkt. Højesteret afslog derfor mandens anmodning.