Esbjerg 14/5-2018

Patienterstatningen anerkendte, at en patient på to hospitaler var påført en behandlingsskade i form af følger af forsinket behandling af et ustabilt brud i nakken. I samme afgørelse udmålte Patienterstatningen erstatning for skaden.

De to regioner, der var parter, klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen med den begrundelse, at kravet for så vidt angik den anerkendte behandlingsskade var forældet efter klage- og erstatningslovens § 59, stk. 1.

Ankenævnet vurderede, at der var indtrådt forældelse. Afgørelsen blev truffet med dissens, således at 4 medlemmer, herunder formanden, mente, at kravet var forældet, og de øvrige 4 medlemmer mente, at kravet ikke var forældet. Da der var lige mange stemmer for de to resultater, var formandens stemme afgørende.

Patienten havde anmeldt sagen til Patienterstatningen den 20. november 2013. Under sagens behandling i ankenævnet forklarede patienten, at han først blev klar over den eventuelle skade, da han under en indlæggelse i 2011/2012 snakkede med personalet, der undrede sig over, at hans tilstand var blevet så meget dårligere. De anbefalede ham derfor at klage. Samtidig så han en TV-udsendelse om Aarhus Sygehus, som gav ham mistanke om, at behandlingen på sygehuset ikke var i orden.

De 4 medlemmer, herunder formanden, begrundede afgørelsen med, at patienten i hvert fald før den 20. november 2010, dvs. 3 år før anmeldelsen til Patienterstatningen, havde eller burde have fået kendskab til skaden. Man lagde vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at patienten efter den 20. november 2010 skulle have fået kendskab til omstændigheder, som tydede på en eventuel skade. Anmeldelsen til Patienterstatningen var baseret på de oplysninger, som patienten havde også før skæringstidspunktet den 20. november 2010.

De øvrige 4 medlemmer begrundede deres vurdering med, at patienten ved grundtraumet var udsat for en alvorlig tilskadekomst, og at der var tale om en kompliceret behandling. Der blev ikke fra sygehusenes side eller anden lægelig side under forløbet eller i tiden frem til den 20. november 2010 indikeret eller antydet, at behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard. Medlemmerne fandt ikke grundlag for at tilsidesætte patientens forklaring om tidspunktet for hans viden om en eventuel skade.

Sagen blev indbragt for retten. Patienten nedlagde påstand om, at sagen var anmeldt rettidigt, og at der derfor skulle ske realitetsbehandling af sagen.

Retten henviste til patientens forklaring om tidspunktet for hans viden om en eventuel skade, samt det forhold, at patienten havde gennemgået et kompliceret sygdoms- og behandlingsforløb efter en alvorlig tilskadekomst. Retten vurderede, at der ikke forelå oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage, at patienten på noget tidspunkt forud for den 20. november 2010 havde modtaget informationer fra læger eller sygehuse, der kunne have givet ham grundlag for at vurdere eller indse, at hans tilstand muligt var blevet forværret som følge af en fejlbehandling. Der forelå heller ikke oplysninger i journalmaterialet, der gav noget grundlag for at antage, at patienten på grundlag heraf skulle have kunnet gennemskue, at der var tale om en mulig fejlbehandling. Den omstændighed, at han har været totalt lammet i arme og ben mv., kunne ifølge retten ikke i sig selv begrunde, at han burde have indset, at der kunne være tale om en behandlingsskade.

På denne baggrund vurderede retten, at kravet ikke var forældet, og ankenævnet blev således ikke frifundet.