København 18/12-2019
Patienten fik medhold i påstanden om erhvervsevnetab, men ikke tabt arbejdsfortjeneste og lønberegning, da skønnet blev vurderet som rimeligt.
Rettens sagsnummer:
BS 14A-7048/2017
Ankenævnets sagsnummer:
2016-185
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 18. december 2019
Domstol:
Københavns Byret
Juridisk tema:
Erstatning
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Resumé
A fik efter en operation for epilepsi den 20. februar 2013 en komplikation i form af hjerneblødning og fik tilkendt erstatning for varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.
Ankenævnet for Patienterstatningen (AfP) havde i den forbindelse omgjort Patienterstatningens afgørelse af 31. marts 2016 om erhvervsevnetab og vurderet, at erhvervsevnetabet var på 50 % i stedet for 25 %, samt at A skulle stilles, som om han havde fået tilkendt 50 % i erhvervsevnetabserstatning ved afgørelsen den 31. marts 2016. P havde i den sammenhæng fastholdt, at A’s ret til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste stoppede på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse, da der på dette tidspunkt forelå et fornødent grundlag for at foretage et forsvarligt skøn over A’s erhvervsevne.
A anlagde sag mod AfP med påstand om, at 1) A var berettiget til yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 31. maj 2016 frem til den 21. juni 2017, 2) at AfP skulle anerkende, at årslønnen som grundlag for beregningen af erhvervsevnetabserstatningen skulle fastsættes efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 1, og 3) at AfP skulle anerkende, at A’s løn, som grundlag for beregningen af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, skulle fastsættes til kr. 1.100.000,- årligt, subsidiært et efter rettens skøn lavere beløb, dog højere end kr. 600.000,-.
Vedrørende påstand 1
Skadelidte har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 2. pkt. I henhold til retspraksis skal der være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder.
A gjorde til støtte for sin påstand 1 gældende, at Patienterstatningens midlertidige skøn over A’s erhvervsevnetab i afgørelsen af 31. maj 2016 ikke var udtryk for et rimeligt skøn, som kunne bringe forpligtelsen til at betale erstatning til ophør.
Retten gav AfP medhold i, at AfP med sin afgørelse af 21. juni 2017 ændrede Patienterstatningens skøn fra 25 % til 50 %, og at AfP derved havde rettet op på afgørelsen fra Patienterstatningen. Der var derfor sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtrådte, hvorfor AfP blev frifundet.
Vedrørende påstand 2
Det følger af erstatningsansvarslovens § 7, stk. 1, at den løn, som skal anvendes som grundlag for beregningen af erhvervsevnetabserstatningen, som udgangspunkt skal fastsættes til skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden. Dette udgangspunkt kan fraviges, når særlige indtægts - eller ansættelsesmæssige forhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2.
A gjorde gældende, at der ikke forelå sådanne indtægts- eller ansættelsesmæssige forhold eller andre forhold, som kunne begrunde, at udgangspunktet i erstatningsansvarslovens § 7, stk. 1, skulle fraviges.
A var den 1. december 2012, forud for operationen den 20. februar 2013, blevet opsagt og fritstillet fra sit arbejde som direktør. Retten tiltrådte, at der derved var opstået en sådan væsentlig ændring i A’s ansættelsesforhold, at årslønnen skulle fastsættes efter et skøn, og at der ikke var grundlag for at fravige AfP´s skøn. AfP blev herefter frifundet.
Vedrørende påstand 3
A henviste i det hele til anbringenderne til støtte for påstand 2 og gjorde endvidere gældende, at der ikke var grundlag for at antage, at A ikke skulle have været i stand til at finde et job med en indtjening svarende til indtjeningen på skadestidspunktet. Retten vurderede, at der ikke ved det fremførte var tilvejebragt grundlag for at kritisere den skønsmæssige vurdering foretaget af AfP, hvorfor AfP herefter blev frifundet. AfP havde foretaget en skønsmæssig vurdering, hvori det var indgået, at A på skadestidspunktet var i opsagt stilling, samt at det ikke var godtgjort, at han ville have opnået et job med en indtægt svarende til sit seneste job.