Hjemvisning af afgørelse om midlertidig fratagelse af autorisationen på grund af psykisk sygdom og begrænset sygdomserkendelse
Sagsnummer:
26TS01
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 27. januar 2026
Juridisk tema:
Midlertidig fratagelse af autorisation
Afgørelse:
Sag sendt retur
Kategori:
Sygdom/Misbrug
Resumé
Styrelsen for Patientsikkerhed fratog en sundhedspersons autorisation midlertidigt, fordi der var begrundet mistanke om, at sundhedspersonen var til fare for patientsikkerheden på grund af uegnethed grundet alvorlig psykisk sygdom.
Sundhedspersonen klagede over afgørelsen, fordi sundhedspersonen mente, at afgørelsen ikke var proportional fordi sundhedspersonen ikke havde haft mulighed for at blive fulgt i et behandlingsforløb for sin sygdom.
Vi hjemviste afgørelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi vurderede, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for midlertidigt at fratage sundhedspersonens autorisation. Vi lagde blandt andet vægt på, at der ikke var beskrevet visse specifikke symptomer på psykisk sygdom, og at der muligvis var bedring i sundhedspersonens tilstand. Sundhedspersonens tilstand var derfor ikke tilstrækkeligt belyst i sagen.
Ankenævnets afgørelse
Vi hjemviste afgørelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed med henvisning til, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for en midlertidig fratagelse af autorisationen efter autorisationslovens § 9, stk. 1.