Misdannelse af urinrøret/kønsdelene og cystisk nyre kunne ikke give tilladelse til abort, hverken før eller efter, at fosteret var levedygtigt

Sagsnummer:

26AN09

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 30. juni 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

23+4

Afgørelse:

Afslag

Alder:

18 år

Resumé

En 18-årig kvinde var gravid i uge 22+3, da hun anmodede om abort. Da hun klagede til Abortankenævnet, var hun i uge 23+3.

Der var fundet svær hypospadi, som er misdannelse af urinrøret/kønsdelene, og multicystisk nyre på den ene nyre, som er blærer (cyster) på nyren. Der forventedes en normal funktion af den anden nyre, selvom der var dobbelt anlæg på den. Der var ellers normale forhold ved fosteret og ikke påvist en genetisk årsag til misdannelserne. Misdannelserne ville kræve flere operationer, men det forventedes, at misdannelserne kunne rekonstrueres.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav afslag på anmodningen om abort efter § 94, stk. 1, nr. 1, fordi misdannelserne ikke medførte en væsentlig risiko for alvorlig sygdom. Nævnet lagde vægt på, at man kan have et normalt liv med én funktionel nyre, og der var behandlingsmuligheder af misdannelserne i form af operationer.

Ankenævnets afgørelse

Vi var enige i Abortnævnets afgørelse og gav også afslag på tilladelse til abort. Vi gav dog afslag efter § 94, stk. 1, nr. 1, og § 94, stk. 2, fordi kvinden på tidspunktet for vores afgørelse nu var i uge 23+4, hvorefter fosteret var levedygtigt. 

Vi lagde vægt på de samme forhold, som Abortnævnet, nemlig at misdannelserne forventedes at kunne rekonstrueres ved operationer, og at man kan leve med én funktionel nyre.