Tilladelse til abort som følge af kvindes eneansvar for børn og begrænset netværk
Sagsnummer:
24AN17
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 24. oktober 2024
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
13+4
Afgørelse:
Tilladelse til abort
Alder:
41 år
Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en kvinde på 41 år, der var gravid i uge 13+4. Hun stammede fra Mellemøsten og kom til Danmark i 2014 gennem en familiesammenføring med sin ægtefælle. Hun havde fået læreplads som led i en erhvervsuddannelse. Ægtefællen, der også var barnefaren, drev egen virksomhed og arbejdede eftermiddag og aften alle ugens dage. Parret havde to børn, som kvinden reelt havde eneansvaret for på grund af ægtefællens arbejdssituation. De havde et meget begrænset netværk, og beskrev deres økonomi som presset.
Samrådets afgørelse
Det regionale samråd havde givet afslag på abort efter sundhedslovens § 97, stk. 3, da medlemmerne ikke var enige.
Ankenævnets afgørelse
Vi vurderede, at betingelserne for tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, var opfyldt.
Vi lagde vægt på familiens samlede situation med begrænset netværk, presset økonomi, at kvinden reelt havde eneansvaret for børnene samt den lave graviditetslængde.