Viborg 7/1-2019

Patienten blev født i august 2010 efter igangsættelse og ved en kompliceret fødsel, hvor man anvendte sugekop tre gange. Patienten var umiddelbart velbefindende, men udviklede krampetilfælde, og man konstaterede en hjerneblødning. Herefter tilkom øget hovedomfang, og efter to tilfælde af udtømning af væske fik patienten anlagt et kateter. Flere læger havde udtrykt undren over fødselsforløbet, og den i september 2010 havde patientens værger en samtale med en jordemoder og en læge fra gynækologisk ambulatorium vedrørende fødselsforløbet. Her blev det oplyst, at det ikke kunne udelukkes, at hjerneblødningen var forårsaget af fødslen, men at det omvendt heller ikke kunne udelukkes, at hjerneblødningen var opstået af en anden årsag. Ved kontrol to måneder efter fødslen havde patienten det godt, og efter næsten et år blev kateteret fjernet. I 2015 begyndte patienten at få krampeanfald, og i 2016 blev det vurderet, at patienten havde epilepsi. Patientens værger anmeldte forløbet som en patientskade den 1. maj 2016.

Patienterstatningen fandt, at et eventuelt krav som følge af fødslen var forældet. Patienterstatningens afgørelse blev stadfæstet af Ankenævnet for Patienterstatningen med den begrundelse, at værgerne senest i september 2010 blev bekendt med skaden i form af hjerneblødningen og blødningens mulige sammenhæng med den komplicerede fødsel.

Efter en samlet vurdering af fødselsforløbet, den efterfølgende behandling og vejledningen af patientens værger på mødet i september 2010 fandt retten det godtgjort, at patientens værger fik eller burde have fået kendskab til, at patienten kunne være blevet påført en skade i forbindelse med fødslen eller behandlingerne umiddelbart herefter. Retten lagde vægt på, at det ikke havde betydning, at patienten først efter fristens udløb fik konstateret epilepsi.

 Ankenævnets påstand om frifindelse blev herefter taget til følge.