Viborg 20/4-2012
Rettens sagsnummer:
BS 1-1436/2008
Ankenævnets sagsnummer:
2006-0-1504
Dato for dommens afsigelse:
fredag den 20. april 2012
Domstol:
Retten i Viborg
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Patientforsikringen fandt, at en mands skade fra tryk fra skruer indsat i forbindelse med en stivgørende rygoperation var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen beregnede den samlede erstatning til 611.875 kr.
Sygehusets forsikringsselskab påklagede sagen til Patientskadeankenævnet. Nævnet fandt, at manden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade i forbindelse med behandlingen. Det var nævnets vurdering, at hans gener i benene med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelsen i form af snævre pladsforhold i lænderyggen med tryk på nerverødderne. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var således ikke opfyldt, selvom nævnet fandt, at en erfaren specialist ville have placeret skruerne anderledes.
Manden indbragte sagen for retten. Retten fandt, at han ikke havde løftet bevisbyrden for, at generne fra hans ben med overvejende sandsynlighed skyldtes operationen. Retten lagde efter Retslægerådets besvarelse af spørgsmål til grund, at de symptomer, som var beskrevet i lægeakterne, ikke kunne forklares med en fejlplaceret S1-pedikelskrue. Efter Retslægerådets besvarelse kunne det endvidere lægges til grund, at de kliniske symptomer ikke havde sandsynlig forbindelse med placeringen af S1-pedikelskruen, samt at generne skyldtes en række andre faktorer. Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at den manglende optimale placering af S1-pedikelskruen skyldtes, at den opererende overlæge handlede anderledes, end en erfaren specialist ville have handlet under de i øvrigt givne forhold. Det kunne derfor ikke lægges til grund, at der blev begået en fejl med hensyn til placeringen af S1-pedikelskruen under operationen. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.