Viborg 16/6-2016

Rettens sagsnummer:

BS 1-1262/2015

Ankenævnets sagsnummer:

15/4096

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 16. juni 2016

Domstol:

Retten i Viborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

viborg160616

Patienterstatningen anerkendte, at en patients dødsfald i 2013 kunne anerkendes som en behandlingsskade, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientens hustru blev tilkendt overgangsbeløb, og desuden forsørgertabserstatning på 918.500 kr. svarende til den lovfastsatte minimumserstatning beregnet på baggrund af en årsløn på ca. 306.000 kr.

Afgørelsen blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen for så vidt angik forsørgertabserstatningen. Ankenævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse og vurderede, at årslønnen ikke kunne fastsættes til et sådant beløb, at erstatningen kunne overstige lovens minimumserstatning.

Afgørelsen blev indbragt for retten med påstand om, at patientens hustru var berettiget til yderligere forsørgertabserstatning på grundlag af en højere årsløn. Patientens indtægter i årene forud for dødsfaldet var skiftende og præget af forhold som barsel, jobskifte, arbejdsløshed, sygdom og lignende. Retten var derfor enig med ankenævnet i, at årslønnen skulle fastsættes skønsmæssigt. Retten var også enig med ankenævnet i, at der ved den skønsmæssige fastsættelse af årslønnen skulle tages udgangspunkt i den seneste periode forud for dødsfaldet, fordi patienten ca. et halvt år forud for dødsfaldet var ansat i et fast arbejdsforhold. Under retssagen var der vidneforklaring fra patientens arbejdsgiver, hvor der fremkom nye oplysninger om patientens aflønning. På baggrund heraf disse og sagens øvrige oplysninger fastsatte retten årslønnen til skønsmæssigt 325.000 kr. Ankenævnet blev derfor dømt til at anerkende, at patientens hustru havde ret til en yderligere forsørgertabserstatning på 74.049 kr.