Vestre Landsret 5/12-2017

En mand blev opereret for en hjernetumor (et såkaldt lavgradsgliom). Der opstod efter opera-tionen flere blødninger i hjernen, og han fik derfor en invaliderende motorisk og kognitiv skade.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede ved afgørelse af 5. marts 2012, at operationen ikke var udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen tilkendte ved samme afgørelse godtgørelse for varigt mén på 85 procent. Ved en efterfølgende afgørelse blev der tilkendt godtgørelse for svie og smerte.

Regionen påklagede Patientforsikringens afgørelse af 5. marts 2012 til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatning). Ankenævnet vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at der var tale om en hændelig skade, der ikke var alvorlig nok til at kunne udløse erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet fandt derfor, at patienten ikke var berettiget til erstatning.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, der vurderede, at behandlingsforløbet havde levet op til almindeligt anerkendt faglig standard. Retslægerådet vurderede, at der ved en sådan operation var ca. 5 procents risiko for varige hjerne-funktionsforringelser, og at risikoen for et forløb som det aktuelle var mindre end 1 procent. Retslægerådet vurderede endvidere, at patienten ville have en forventet overlevelsesperiode på ca. seks år, svarende til en fem års overlevelsesprognose på lidt over 50 procent, hvis man ikke havde foretaget operation. Retten fandt på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at behandlingen levede op til erfaren specialiststandard, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1. Trods den dårlige overlevelsesprognose ved sygdommen ubehandlet fandt retten efter en samlet vurdering, at den meget alvorlige skade, som patienten havde pådraget sig, var mere omfattende, end hvad han med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet blev derfor dømt til at anerkende, at patienten var påført en behandlingsskade.

Ankenævnet indbragte byrettens dom for landsretten med påstand om frifindelse.

I forbindelse med sagens behandling blev der anmodet om fornyet forelæggelse for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte, at det ikke er almen praksis at udføre kontrol CT-skanning umiddelbart efter operation for blødning efter hjerneoperation, ligesom det ej heller er rutine at anlægge trykmåler eller gennemføre arteriografi. Der blev desuden afgivet vidneudsagn af to læger, herunder Patienterstatningens lægekonsulent. Lægekonsulenten var delvis enig i Retslægerådets besvarelse, men mente, at en erfaren specialist ville have foretaget en CT-skanning efter den første reoperation, hvorved man måske kunne have forhindret skaden.

På baggrund af Retslægerådets besvarelse og i øvrigt af de grunde, der var anført af byretten, tiltrådte landsretten – uanset det, der for landsretten var forklaret af lægekonsulenten – at det ikke med overvejende sandsynlighed kunne antages, at en erfaren specialist under de i øvrigt give forhold ville have handlet anderledes, således at skaden kunne være undgået. Skaden var derfor ikke erstatningsberettigende efter § 20, stk. 1, nr. 1, i klage- og erstatningsloven. Videre fandt landsretten på baggrund af Retslægerådets besvarelse, at skaden var tilstrækkelig sjælden og alvorlig og således mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Skaden derfor var erstatningsberettigende efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse.