Vestre Landsret 4/9-2003

Rettens sagsnummer:

B-0580-03

Ankenævnets sagsnummer:

2001-00-376

Dato for dommens afsigelse:

torsdag den 4. september 2003

Domstol:

Vestre Landsret

Kategori:

Domme afsagt af landsret

Relaterede filer:

vl040903

Patientskadeankenævnet afviste en klage som indgivet for sent. Der var ikke særlige grunde til at bortse fra fristoverskridelsen. Nævnet lagde vægt på, at nævnet først havde modtaget klagen den 17. januar 2002, det vil sige 3 uger efter fristens udløb. Nævnet lagde også vægt på det generelle princip om afsenders risiko, hvilket indebærer, at klager bærer risikoen for, at klagen indbringes rettidigt. Nævnet lagde videre vægt på, at klager ved Patientforsikringens afgørelse af 28. september 2001 havde modtaget korrekt klagevejledning.
Patientskadeankenævnet blev indstævnet for landsretten med påstand om at anerkende, at klagen var modtaget rettidigt, subsidiært at der forelå omstændigheder, der gjorde, at Patientskadeankenævnet skulle behandle klagen uanset fristoverskridelsen.

Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet under henvisning til, at risikoen for, at sagsøgerens klage var nået frem til sagsøgte, påhvilede sagsøgeren. Der var endvidere ikke grundlag for at anse klagen for at være kommet frem til nævnet på et tidligere tidspunkt end den 17. januar 2002, hvorfor klagen var indleveret for sent. Landsretten fandt, at der ikke var særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn og dermed ikke særlige grunde til at bortse fra klagefristen.