Vestre Landsret 28/1-2005

En 12-årig dreng blev den 15. december 1998 indlagt, idet han havde pådraget sig et brud på højre underarm i forbindelse med gymnastik. Man behandlede bruddet, men overså et ledskred. Ved ambulant kontrol den 7. april 1999 konstaterede man, at der var god opheling, men at drengen ikke have fuld bøje- og strækkeevne i underarmen. Patientforsikringen anerkendte, at drengen var påført en efter patientforsikringslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af følger efter et ikke erkendt ledskred i håndleddet. Patientforsikringen anså drengen for berettiget til godtgørelse for 12 % varigt mén, men fandt, at der ikke var grundlag for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab samt godtgørelse for svie og smerte. Man meddelte drengens mor afslag på erstatning for afholdte udgifter til transport og tabt arbejdsfortjeneste. Ved en senere afgørelse ændrede Patientforsikringen sin afgørelse og vurderede, at drengen alene var berettiget til en godtgørelse for 7 % i varigt mén, idet et ansvarsforsikringsselskab, som dækkede tilskadekomsten, havde udbetalt en méngodtgørelse på 15.600 kr. svarende til en méngrad på 5 %.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser, herunder at udbetalingen af méngodtgørelsen var nedsat grundet ansvarsforsikringsselskabets udbetaling. For så vidt angik det varige mén henviste man til en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvori det varige mén var vurderet til 12 %. Sagen blev indbragt for landsretten med påstand om, at drengen som følge af patientskaden var påført et varigt mén på 20 %, at der ikke kunne foretages fradrag som følge af ansvarsforsikringsselskabets udbetaling, og at hans mor var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Landsretten fandt, at påstanden om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til drengens mor skulle afvises, idet kravet først var modtaget i landsretten cirka 8 måneder efter søgsmålsfristens udløb. For så vidt angik kravet om betaling af yderligere 15.600 kr. til drengen, som var det beløb, godtgørelsen for varigt mén blev nedsat med ved Patientforsikringens anden afgørelse, fandt landsretten, at dette krav havde nær sammenhæng med spørgsmålet om størrelsen af méngodtgørelsen. Under hensyn til et forbehold, der var taget i stævningen, fandtes der derfor – uanset at kravet først blev rejst efter søgsmålsfristens udløb – ikke at være fornødent grundlag for at afvise denne del af påstanden. Landsretten tiltrådte af de af nævnet anførte grunde, at godtgørelsen for varigt mén var nedsat med 15.600 kr. Landsretten tiltrådte ligeledes med henvisning til udtalelsen fra Arbejdsstyrelsen, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at merménet udgjorde 12 procent. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.