Vestre Landsret 27/11-2003

En mand blev indlagt den 31. januar 1996 på mistanke om tarmslyng. En rektoskopi viste normal men let spastisk tarm. Den 7. februar 1996 blev sagsøger på ny indlagt som følge af mavesmerter og udspilet mave. Man konstaterede, at der var tarmstop og foretog akut operation. Ved operationen fandt man en 1,5 cm bred svulst, der lukkede hele tarmen af, hvorfor man fjernede dette tarmstykke og syede tarmenderne sammen. Efterfølgende fik han bughindebetændelse og blev den 15. februar 1996 opereret for anastomoselækage (lækage mellem de sammensyede tarmender). Ved indgrebet foretog man en blindlukning af endetarmen og lagde tyktarmen frem til huden som en stomi.
Patientforsikringen fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af forlænget sygeforløb, idet man på et tidligere tidspunkt end den 15. februar 1996 burde have konstateret, at der var anastomoselækage. Ved en efterfølgende afgørelse blev han blandt andet tilkendt godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 5 %. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse for så vidt angik méngraden, således at manden fandtes at være påført et varigt mén på 20 % som følge af patientskaden. Ved samme afgørelse blev det tiltrådt, at hans erhvervsevne ikke fandtes nedsat med mere end 15 %. Efterfølgende genoptog Patientskadeankenævnet sagen på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet og ændrede den tidligere afgørelse således, at han fandtes berettiget til godtgørelse for 50 % varigt mén. Ved en efterfølgende afgørelse blev sagens behandling genoptaget og ændret for så vidt angik erhvervsevnetabet, idet han fandtes at være påført et erhvervsevnetab på 25 %. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var påført et højere varigt mén.

Uanset Retslægerådets angivelse af at det komplicerede forløb havde ført til en svær invaliditet for sagsøgeren, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets skøn over sagsøgerens méngrad. Nævnet blev frifundet.