Vestre Landsret 27/10-2014

En kvindelig patient var fra november 2000 og frem i udredning med henblik på at udelukke tarmsygdom. I september 2003 fik hun foretaget fjernelse af livmoder på grund af vedvarende blødningsforstyrrelser. Mikroskopisvar viste godartede forandringer i livmoderen. I 2004 fik hun foretaget biopsier fra slimhinde i tarmen. Disse viste udelukkende godartede forandringer. Senere fik hun konstateret brystkræft og fik fjernet højre bryst i februar 2006. Lungerøntgen i marts 2006 viste mindre forandring i højre lunge, og CT-scanning viste cystelignende forandringer af leveren. I 2008 fik kvinden fjernet æggestokke og æggeledere. Mikroskopisvar viste metastaser fra malignt karcinoid. Man gennemgik herefter biopsierne, der blev taget i 2003 og i 2004 og fandt nu diskrete forandringer i begge præparater af samme udseende som karcinoidet fra de fjernede æggestokke.

Patientforsikringen fandt, at kvindens udvikling af tarmkarcinoid med overvejende sandsynlighed hverken blev forårsaget eller forværret som følge af mangelfuld udredning eller behandling, da der var tale om meget langsomt voksende kræftsygdom, som ofte først diagnosticeres, når sygdommen har spredt sig. Patientforsikringen fandt, at en erfaren specialist på området ikke med overvejende sandsynlighed ville have diagnosticeret kvindens kræftsygdom tidligere, selvom man ved fornyet gennemgang af biopsierne i 2008 fandt diskrete forandringer af samme udseende som det fjernede karcinoid, idet man ikke lå inde med viden om kvindens karcinoid på tidspunktet for den primære patologiske vurdering. Patientforsikringen fandt herefter, at betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring ikke var opfyldt. Afgørelsen blev anket til Patientskadeankenævnet.

Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade. Nævnet lagde vægt på, at biopsierne fra 2003 og 2004 viste forandringer af samme udseende som det senere fjernede karcinoid, at der var tale om beskedne forandringer, men forandringer med udseende karakteristisk for karcinoid tumor, hvilke en erfaren patolog med kendskab til endokrine tumorer ville have stillet kræftdiagnosen ud fra, og at der dermed var tale om forsinket diagnosticering. Nævnet fandt imidlertid ikke, at forsinkelsen med overvejende sandsynlighed havde påført kvinden en skade, idet tidligere diagnosticering ikke med overvejende sandsynlighed havde muliggjort en mindre omfattende behandling, ligesom det ikke var muligt at fastslå, at kvindens overlevelsesprognose var blevet væsentligt forringet.

Sagen blev indbragt for retten, og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retten fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at diagnosticering i 2003/2004 eller i øvrigt forud for 2008 ville have medført en anden og mindre omfattende behandling. Retten fandt endvidere ikke tilstrækkelig bevismæssig grundlag for at antage, at kvindens overlevelsesprognose var blevet forringet som følge af den forsinkede diagnosticering. Retten fandt på den baggrund ikke grundlag for at fastslå, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Byrettens dom blev anket til landsretten. Der blev nedlagt påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at kvinden var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen, idet diagnosticeringen og behandlingen af kvindens karcinoid tumor var blevet forsinket, hvilket havde medført en mere omfattende behandling, samt at kvindens overlevelsesprognose var blevet forringet. Landsretten fandt det ubestridt, at det ikke var i overensstemmelse med bedste specialiststandard, at man ikke havde diagnosticeret kvindens kræftsygdom i forbindelse med fjernelsen af kvindens livmoder i 2003 eller i 2004. Retten bemærkede, at det er skadelidte, der skal bevise, at der foreligger årsagsforbindelse, og at bevisbyrden lempes, hvis der efter almindelige erstatningsretlige regler er begået ansvarspådragende fejl. Landsretten fandt ikke bevismæssigt grundlag for at fastslå, at der var begået fejl, der var erstatningspådragende efter de almindelige erstatningsretlige regler. Landsretten tiltrådte på den baggrund, at det hverken var overvejende sandsynligt, at en diagnosticering inden 2008 ville have medført en mindre omfattende behandling, eller at kvindens overlevelsesprognose var blevet forringet som følge af forsinkelsen. Landsretten fandt det endvidere ikke overvejende sandsynligt, at den behandling, som kvinden havde fået inden diagnosticeringen i 2008, havde været overflødig. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om frifindelse af Patientskadeankenævnet.