Vestre Landsret 27/05-2016

En mandlig patient fik foretaget en såkaldt bukseproteseoperation. Efter operationen fik han tarmslyng, og operationssåret sprang op. I forbindelse med den efterfølgende sårbehandling bristede hans tyndtarm, da der ikke var indlagt en beskyttende plastdug over tarmene, og han fik derfor anlagt en stomi. Operationssåret blev behandlet med et vacuum-system, og senere fik han transplanteret hud til operationssåret. Et halvt år senere fik patienten fjernet stomien og genetableret den naturlige tarmfunktion. Han udviklede efterfølgende et stort brok på maven.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at patienten var påført en skade i form af tarmperforation og stomi, fordi der ikke var blevet indlagt en beskyttende plastdug. Det forhold, at operationssåret sprang op efter operationen og det forhold, at patienten senere udviklede brok, blev ikke anerkendt som en skade efter loven. Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at han ikke havde ret til erstatning efter loven, da erstatningen ikke kunne op-gøres til mere end 10.000 kr. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som stadfæstede afgørelsen.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for retten. Retten henviste til, at skaden var tarmperforation og anlæggelse af en stomi, og at stomien kun var midlertidig. I relation til stomien havde der ikke været særlige behandlingstiltag ud over egentlig stomipleje. Operationen, hvor stomi var fjernet, var ukompliceret og havde ikke medført et længere sygeforløb. Retten henviste også til, at patienten ikke havde dokumenteret et indtægtstab som følge af skaden. Retten fandt det derfor ikke godtgjort, at erstatningen oversteg 10.000 kr. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til landsretten, som stadfæstede dommen med byrettens begrundelse. Landsretten henviste supplerende til, at patienten heller ikke havde godtgjort, at skaden havde medført et varigt mén.