Vestre Landsret 22/12-2004

En 41-årig mand pådrog sig ved en knallertulykke den 4. februar 1997 et forskudt brud på højre lårbenskno. På grund af belastningssmerter som følge af, at bruddet var ophelet med en vis rotationsfejlstilling, fik han den 1. april 1998 indsat en knæprotese, og der var god effekt af operationen. Den 23. november 1999 fik han bortopereret en knogleudvækst på den indvendige lårbenskno. Efter dette indgreb opstod der en infektion i knæet, som resulterede i, at knæprotesen den 12. april 2000 måtte fjernes, hvorefter han den 30. maj 2000 atter fik indsat en knæprotese. Han havde herefter varige gener, herunder dagligt forekommende belastnings- og hvilesmerter, og infektionen blev anerkendt som en patientskade. Han havde efter ulykken, men inden patientskadens indtræden, ansøgt om førtidspension, idet arbejdsprøvning havde påvist, at hans arbejdsevne var nedsat med 2/3. Han blev efter patientskaden tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra den 1. januar 2000. Senere ansøgte han om en forhøjelse af førtidspensionen, men fik afslag herpå. Han havde siden den 19. marts 2001 været ansat i et skånejob som pedelmedhjælper på en skole 4 timer om ugen.

Patientforsikringen fandt, at han var påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af følger efter infektion i knæet. Han blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt for et varigt mén på 8 %. Man meddelte afslag på erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet fandt, at det samlede mén var 20 %, og at patientskaden udgjorde halvdelen svarende til et varigt mén på 10 %. Den øvrige del af afgørelsen blev tiltrådt. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at det varige mén som følge af patientskaden var 15 %. Senere blev påstanden dog ændret, således at retssagen udelukkende drejede sig om, hvorvidt Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at han var omfattet af den dagældende erstatningsansvarslovs § 8.

Landsretten bemærkede, at det ved afgørelsen om hans førtidspension, der blev truffet på grundlag af oplysningerne om hans tilstand før patientskaden, blev lagt til grund, at erhvervsevnen var nedsat med 2/3. Retten lagde vægt på, at han og hustruen havde forklaret, at han i tiden efter knallertulykken i februar 1999 gik hjemme og indtil patientskaden faktisk udførte husarbejde i hjemmet, selvom også hans evne til at udføre dette arbejde var nedsat som følge af grundlidelsen i knæet. Landsretten lagde herefter til grund, at sagsøger før patientskadens stadig havde en vis erhvervsevne, der blev udnyttet til arbejde for familien i hjemmet og fandt, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at sagsøger var omfattet af erstatningsansvarslovens dagældende § 8. Sagen blev hjemvist til Patientskadeankenævnet med henblik på beregning af erstatningen.