Vestre Landsret 21/6-2005

En kvinde kom den 27. december 1994 til skade under sit arbejde som hjemmehjælper, idet hendes venstre fod blev kørt over af en elektrisk kørestol. Skaden blev efterfølgende anerkendt som en arbejdsskade. Hun blev opereret den 14. august 1995 for knystdannelse på venstre fod, og herefter havde hun gener i foden. Patientforsikringen fandt, at kvinden var påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade i form af utilstrækkelig fjernelse af grundstykket svarende til venstre 1. tå. Efterfølgende fandt Patientforsikringen, at hun var berettiget til erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte, mens man fandt, at hun ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse for så vidt angik godtgørelse for varigt mén, og nævnet afventede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for så vidt angår erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet lagde vedrørende ménet vægt på, at kvinden allerede var kompenseret for 5 % varigt mén som følge af patientskaden, idet Arbejdsskadestyrelsen og senere Den Sociale Ankestyrelse havde tilkendt hende 5 % varigt mén. Den Sociale Ankestyrelse vurderede senere kvindens erhvervsevnetab til 65 % som følge af arbejdsskaden. Nævnet fandt efterfølgende ligesom Patientforsikringen, at kvindens erhvervsevnetab som følge af patientskaden ikke var nedsat med mindst 15 %, hvorfor hun ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet vurderede, at erhvervsevnetabet med overvejende sandsynlighed var begrundet i grundsygdommen (knystdannelse) og arbejdsskaden og ikke i følger efter det operative indgreb. Der var derfor ikke grundlag for differencekravserstatning. Nævnet vurderede også, at der i det tilkendte varige mén var indeholdt både arbejdsskaden og patientskaden. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun havde krav på differenceerstatning i medfør af den tidligere arbejdsskadesikringslovs § 59.

Landsretten fandt, at der ikke var lægelige oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage, at kvindens erhvervsevnetab var højere end 65 %, eller at erhvervsevnetabet ikke overvejende skyldtes arbejdsskaden, hvorfor hun havde fået sit fulde erhvervsevnetab erstattet efter reglerne i den daværende arbejdsskadesikringslov. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.