Vestre Landsret 2/12-2021

Sagen drejer sig om en kvindelig patient, der i februar 2015 begyndte at få voldsomme, periodiske smerter i venstre side af ansigtet. I maj 2015 fik hun diagnosticeret venstresidig trigeminusneuralgi, som er en påvirkning af nerven, der forsyner den ene side af ansigtet. Hun blev forsøgt behandlet med diverse lægemidler med enten manglende effekt eller uacceptable bivirkninger. I midten af september 2016 fik hun et så voldsomt anfald af trigeminusneuralgi, at hun måtte indlægges i perioden frem til midten af oktober 2016, hvor hun gennemgik en operation med frilægning af trigeminusnerven. Under indlæggelsen måtte hun behandles med så store mængder smertestillende medicin, at hun var kørestolsbunden. Ifølge journalen var hun desperat for at få gjort noget ved sine smerter.

Operationen forløb planmæssigt, men efter operationen var hun lammet i venstre side af ansigtet. Hun havde også fået en påvirkning af nerverne til venstre øre, der ødelagde balancecenteret og gjorde hende døv på øret. Endvidere var hun plaget af konstant hovedpine. Kvinden måtte opgive at færdiggøre sit lærerstudium og blev tilkendt førtidspension. Hun gennemgik 8 operationer for at bedre følgerne af ansigtslammelsen.

Ankenævnet for Patienterstatningen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, idet operationen var udført sådan, som en erfaren specialist ville have gjort, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i klage- og erstatningsloven. Ankenævnet vurderede også, at generne var ikke mere alvorlige, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle henset til karakteren af den ubehandlede grundsygdom. Ankenævnet vurderede dog, at komplikationerne i form af døvhed og ansigtslammelse isoleret set opfyldte lovens sjældenhedskriterium.

Kvinden indbragte sagen for Retten i Sønderborg med påstand om, at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at hun var berettiget til erstatning iht. § 20, stk. 1, nr. 4, i klage- og erstatningsloven.

Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at operationen var velbegrundet, og at grundsygdommen var alvorlig og invaliderende. Retslægerådet vurderede også, at komplikationerne samlet set indtrådte med en hyppighed på omkring 2 procent.

Retten lagde på baggrund af ankenævnets afgørelse til grund, at både ansigtslammelsen og døvheden var sjældne i lovens forstand. Retten vurderede dog, at grundlidelsen var meget alvorlig og med periodevist invaliderende smerter.  Retten fandt det herefter ikke bevist, at komplikationerne samlet set oversteg, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, jf. § 20. stk. 1, nr. 4. Ankenævnet blev derfor frifundet.

Retten i Sønderborgs dom af 23. marts 2021 blev anket til Vestre Landsret, der ved dom af 2. december 2021 stadfæstede byrettens dom.

Vestre Landsret fandt det ligesom byretten kun bevist, at ansigtslammelsen og døvheden opfyldte sjældenhedskriteriet i § 20, stk. 1, nr. 4. Landsretten henviste desuden til Retslægerådets besvarelse vedrørende grundsygdommens alvorlighed, ligesom landsretten henviste til en række journalnotater med beskrivelse af kvindens grundsygdom forud for operationen. Endelig henviste landsretten til lovens forarbejder, hvoraf det fremgår, at det ikke er tilstrækkeligt, at komplikationerne har alvorlige følger for patienten, når grundsygdommen ubehandlet indebærer en nærliggende risiko for alvorlig invaliditet.