Vestre Landsret 19/10-2000

En ældre kvinde blev opereret efter at være faldet og have brækket sit ene lårben. To dage efter operationen havde hun en sovende fornemmelse i tæerne på venstre fod. Hun blev CT-skannet dagen efter på grund af forværring af generne. Ved skanningen blev det konstateret, at der var en blodansamling i rygmarvskanalen. Hun blev opereret herfor samme dag. I efterforløbet viste det sig imidlertid, at hun havde fået svære lammelser i begge ben, samt at hun ikke kunne kontrollere sin tarm- og blærefunktion. Patientforsikringen anerkendte skaden i henhold til § 2, stk. 1, nr. 4. I forbindelse hermed blev det meddelt, at fastsættelsen af erstatningens størrelse afventede indhentelse af en lægeerklæring. Det fremgik af lægeerklæringen, at kvinden havde en række andre alvorlige lidelser, hvorfor Patientforsikringen besluttede at forelægge sagen for yderligere tre lægelige konsulenter. Dette skete på et møde i Patientforsikringen i slutningen af januar 1997. Kvinden afgik ved døden knap en måned herefter. Patientforsikringen traf afgørelse i marts måned 1997. Méngraden som følge af behandlingsskaden blev fastsat til 50 %. Da kvinden var død før sagen var afgjort, blev det samlede erstatningsbeløb nedsat med 2/3 under henvisning til praksis ved mellemkommende død. Der blev klaget over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. I forbindelse hermed genoptog Patientforsikringen sagen og forhøjede méngraden som følge af behandlingsskaden til 75 %. Patientskadeankenævnet fandt, at méngraden skulle fastsættes til 100 %. Godtgørelsen skulle dog nedsættes med 5 % for hvert år, kvinden var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Da kvinden på skadestidspunktet var 79 år, blev godtgørelsen nedsat med 50 %. Herudover reduceredes godtgørelsen i overensstemmelse med praksis som følge af dødsfaldet med 2/3. Boet efter kvinden havde anført i klagesagen, at godtgørelsen ikke skulle nedsættes som følge af mellemkommende død. Det blev gjort gældende, at sagsbehandlingen havde været for langsommelig i Patientforsikringen. Sagen blev herefter indbragt for landsretten.

Landsretten udtalte, at det fulgte af de tilvejebragte generelle oplysninger om Patientforsikringens sagsbehandlingstid, at foreningen i visse sager inddrager lægekonsulenter i flere omgange for, som det måtte antages, at sikre et fyldestgørende lægefagligt grundlag for sagens afgørelse. Kvinden havde nogle lidelser før operationen, og der var ikke grundlag for at kritisere, at Patientforsikringen besluttede yderligere at forelægge sagen for andre lægekonsulenter end dem, der allerede havde deltaget. Patientforsikringens sagsbehandlingstid kunne herefter ikke betragtes som påfaldende lang i sammenligning med andre sager. Der var ej heller grundlag for at fastslå, at foreningen som følge af sagens karakter, herunder kvindens alvorlige tilstand, burde have truffet sin afgørelse tidligere end sket. Boet efter den afdøde havde således alene krav på den godtgørelse for mén, som var fastsat ved Patientskadeankenævnets afgørelse, og landsretten tog derfor nævnets frifindelsespåstand til følge. Sagen er anket til Højesteret.