Vestre Landsret 12/8-2002

En mand havde ved tilskadekomst 4. september 1997 pådraget sig brud af den bådformede håndrodsknogle i venstre hånd, og man anlagde på sygehuset gipsbandage. Ved kontrol den 17. oktober 1997 viste røntgenundersøgelse tydelig brudlinje, men der var kun diskret og ikke indirekte ømhed i fordybningen på håndryggen ved roden af tommelen, når denne blev strakt, og man skiftede derfor til støttebind. Den 31. oktober 1997 afsluttede man behandlingen, da man mente, at bruddet klinisk var helet, og at der var god bevægelighed i håndleddet. Efterfølgende konstaterede man falsk leddannelse, og han gennemgik derfor såkaldt pseudoartroseoperation med knogletransplantation. Af speciallægeundersøgelse foretaget medio december 1998 fremgik det, at bevægeligheden i håndleddet var nedsat med ca. 1/3, ligesom der var moderat muskelsvind og kraftreduktion.

Patientforsikringen havde anerkendt, at udvikling af falsk leddannelse i venstre håndled var en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og havde tilkendt ham en godtgørelse for varigt mén på 5 %, hvilket var tiltrådt af Patientskadeankenævnet. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var påført et mén på 8 % som følge af behandlingen.

Der var mellem parterne enighed om, at sagsøgerens mén kunne fastsættes til 8 %, og at landsretten derfor alene skulle tage stilling til, om sagsøgeren også ville have haft et mén, hvis han ikke var blevet påført en patientskade i efteråret 1997. Særligt på baggrund af Retslægerådets besvarelse fandt landsretten, at sagsøgeren havde godtgjort, at det var lidet sandsynligt, at han ville have fået varigt mén, hvis han var blevet behandlet i overensstemmelse med almindelige anerkendte retningslinjer, og at hans méngrad som følge af patientskaden derfor var 8 %.