Vestre Landsret 12/6-2001

Skadelidte blev indlagt i Øre-Næse-Halsafdelingen på et sygehus den 29. oktober 1998, kl. 8.00, fordi hun skulle have fjernet en cyste på halsen. Hun skulle inden operationen have taget blodprøver i laboratoriet. Under blodprøvetagningen blev hun utilpas, og da blodprøvetagningen var afsluttet, blev hun af laboranten fulgt udenfor. Efter at laboranten igen var gået ind, besvimede sagsøgeren og beskadigede kæbe og tænder. Patientforsikringen fandt, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring. Afgørelsen blev truffet i henhold til lovens § 3, stk. 2.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at patientens tilskadekomst ikke var sket i direkte forbindelse med selve blodprøvetagningen, og at forholdet derfor ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Videre fandt nævnet, at der ikke under de konkrete omstændigheder var grundlag for at holde opsyn med skadelidte, og at hendes tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der kunne pålægges sygehuset et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler, jf. patientforsikringslovens § 3, stk. 2.

Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at sagsøgeren under blodprøvetagningen fik det dårligt, hvilket laboranten bemærkede. Laboranten spurgte sagsøgeren, om hun ville ned at ligge; men det ville sagsøgeren ikke. I stedet fulgte laboranten sagsøgeren til udgangen, så hun kunne trække frisk luft. Sagsøgeren har forklaret, at hun stadig havde det dårligt, da hun kom udenfor, hvorimod laboranten har forklaret, at sagsøgeren så ud til at have fået det bedre, og at hun derfor forlod sagsøgeren og gik tilbage til laboratoriet. Det må antages, at sagsøgeren umiddelbart herefter besvimede og faldt med alvorlige skader til følge.

To landsdommere udtalte, at blodprøvetagningen må anses som en undersøgelse, som er omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og som anført var det under blodprøvetagningen, at sagsøgeren fik det dårligt, hvilket medførte, at hun i forlængelse heraf besvimede. De fandt under disse omstændigheder, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1. I øvrigt var der ikke forelagt landsretten oplysninger fra lægesagkyndig side til belysning af, om en erfaren specialist - som anført i lovens § 2, stk. 1, nr. 1 - under de givne forhold ville have handlet anderledes end laboranten. De to dommere fandt derfor ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at betingelserne for at yde erstatning var opfyldt og stemte således for at tage sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

En landsdommer var enig i, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Selv om der ikke var oplysninger fra lægesagkyndig side, der kunne belyse, hvordan en erfaren laborant burde have handlet under de givne forhold, fandt denne dommer, at det var så indlysende, at en erfaren laborant ikke ville have forladt en patient, der lige havde haft et ildebefindende efter en blodprøvetagning stående alene uden noget at støtte sig til på et asfalt- eller cementbelagt underlag, at der var grundlag for at statuere, at skaden var omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1.

Patientskadeankenævnet blev frifundet efter stemmeflertallet.

Sagen er anket til Højesteret.