Vestre Landsret 11/9-2002

En mand var den 1. november 1994 udsat for en faldulykke, hvorved han pådrog sig uforskudt brud i højre håndled og et splintret brud med forkortning, forskydning og vinkling i venstre håndled. Der blev foretaget påpladssætning af bruddet i venstre håndled og anlagt gipsbandage på begge håndled. I efterforløbet var der ingen problemer eller nedsat bevægelighed i højre håndled, mens der i venstre håndled var fejlstilling, bevægeindskrænkning, føleforstyrrelser og smerter. Man foretog derefter flere operative indgreb for at afhjælpe de venstresidige gener, men han endte op med varige gener i venstre hånd og arm. I 1997 og 1998 prøvede han flere gange at påbegynde sit arbejde som ufaglært medarbejder på en emballagefabrik, men måtte atter sygemeldes. Den 2. januar 1999 påbegyndte han arbejde, idet hans arbejdsgiver havde oprettet et mindre fysisk belastende arbejde som ”servicemand” til ham. Den 16. februar 1999 blev han ramt af en blodprop, hvorfor han var sygemeldt frem til den 2. oktober 1999, hvor han genoptog sit arbejde som ”servicemand”.

Patientforsikringen havde anerkendt, at gener i form af smerter og stærkt begrænset førlighed i venstre arm var en erstatningsberettigende skade, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 3, og havde bl.a. tilkendt ham godtgørelse for 8 % varigt mén, men givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen om, at hans erhvervsevnetab ikke var nedsat med 15 % eller derover. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at han var påført et erhvervsevnetab på 25 % som følge af patientskaden.

Landsretten lagde til grund, at etableringen af sagsøgerens stilling som ”servicemand” alene var en følge af faldulykken den 1. november 1994, og at blodproppen var en efterfølgende begivenhed, som ingen indflydelse havde haft herpå. Under de omstændigheder at stillingen, som sagsøgeren fik efter ulykken, var en ufaglært stilling i lighed med sagsøgerens hidtidige stilling, og at aflønningen i stillingen ikke var ringere end i sagsøgerens tidligere stilling, fandt landsretten, at det forhold, at sagsøgeren fik en ny og ændret stilling på grund af ulykken herefter som udgangspunkt ikke kunne begrunde, at der blev tilkendt ham erstatning for tab af erhvervsevne. Efter de afgivne forklaringer fandt landsretten det dog sandsynliggjort, at sagsøgerens stilling ville blive nedlagt i nær fremtid i forbindelse med rationaliseringer, og at skaderne på sagsøgerens venstre arm og hånd ville vanskeliggøre hans muligheder for at finde andet arbejde. Det blev derfor af landsretten lagt til grund, at sagsøgerens erhvervsevne var reduceret som følge af skaderne. Landsretten fandt det imidlertid efter bevisførelsen ikke for godtgjort, at den efterfølgende patientskade selvstændigt var årsag til en varig nedsættelse af hans erhvervsevne, som udgjorde 15 % eller derover. Landsretten lagde vægt på karakteren og omfanget af skaden, sammenholdt med karakteren og omfanget af patientskaden og fremhævede, at Patientskadeankenævnet ved fastsættelsen af méngraden havde vurderet, at de to skader havde bidraget ligeligt til den samlede skade.