Vestre Landsret 1/11-2001

Den 10. maj 1994 blev sagsøgeren, der var medhjælpende ægtefælle i en snedkerforretning, indlagt på et sygehus med henblik på operation for discusprolaps. Hun havde det seneste halve år forud haft smerter i venstre skulder og arm. I dagene efter operationen havde hun voldsomme smerter i arme og hænder. Smerterne var stærkest i højre side. Undersøgelser viste indikation for reoperation for at fjerne overskydende væv. Hun blev på ny opereret den 16. maj 1994. Patientforsikringen fandt den opståede skade omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Stationærtidspunktet blev fastsat til den 31. oktober 1994, og sagsøgeren fandtes berettiget til 9.240 kr. i godtgørelse for svie og smerte, 15.480 kr. til dækning af medicinudgifter og 87.600 kr. for varigt mén svarende til en méngrad på 40 %, hvoraf 10 % vurderedes at følge af den oprindelige lidelse. Der blev tilkendt sagsøger 556.627,50 kr. for tab af 65 % at erhvervsevnen. Det blev ved beregningen af erstatningen lagt til grund, at sagsøgeren havde haft en indkomst på 140.800 kr. i 1993 og på 145.000 kr. i 1994. Beløbene svarede til maksimumsatsen i kildeskattelovens § 25A for medhjælpende ægtefæller de pågældende år.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Landsretten fandt efter bevisførelsen ikke grundlag for at forhøje den samlede méngrad på 40%. eller grundlag for at tilsidesætte, at 10% måtte henføres til den forud bestående lidelse. Arbejdsskadestyrelsen havde ligeledes vurderet, at sagsøgerens samlede erhvervsevnetab udgjorde 80%, og at 65% kunne henføres til behandlingsskaden. Den omstændighed, at der ikke var tilkendt sagsøgeren højere pension end forhøjet, almindelig førtidspension, bestyrkede, at sagsøgte ikke havde vurderet erhvervsevnetabet for lavt.

Herefter fandt landsretten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de procenter for mén og erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden, som sagsøgte havde fastsat, burde forhøjes.

På baggrund af det af sagsøgeren og hendes ægtefælle forklarede om sagsøgerens arbejde i ægtefællens virksomhed fandtes hendes årsløn at burde fastsættes skønsmæssigt i medfør af erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, til den indtægt, hun under et sædvanligt ansættelsesforhold ville kunne opnå for en tilsvarende arbejdsindsats. Under hensyn til karakteren og omfanget af hendes arbejde i virksomheden, fandt retten ikke grundlag for at fastsætte årslønnen lavere end til det beløb på 229.587 kr., som sagsøgeren havde lagt til grund for sin påstand (vikarudgiften).

Som følge af forhøjelsen af årslønsgrundlaget fra 142.725 kr. til 229.587 kr., tog landsretten herefter sagsøgerens påstand til følge, for så vidt angik 65 % af differencen multipliceret med 6, svarende til 338.761,80 kr. med tillæg af procesrente som påstået, medens sagsøgte i øvrigt frifandtes for sagsøgerens påstande.