Sønderborg 6/11-2015

En mand blev af egen læge henvist til kiropraktorbehandling på grund af lænderygsmerter. Kiropraktorbehandlingen fandt sted i perioden fra den 14. august 2008 til den 21. august 2008. Ved den sidste behandling den 21. august 2008 afbrød kiropraktoren forløbet som følge af manglende effekt og tiltagende gener. Patienten anmeldte efterfølgende, at han havde fået en rygmarvsskade som følge af kiropraktorbehandlingen.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten ikke var blevet påført en skade som følge af kiropraktorbehandlingen, men at patientens forværrede gener måtte tilskrives grundlidelsen og udviklingen heraf. Patientforsikringen lagde vægt på, at den seneste MR-scanning havde vist degeneration af diskus på L3/L4 og L4/L5-niveau samt slidgigtsforandringer i stort set hele rygsøjlen. Endvidere vurderede man, at den kiropraktiske undersøgelse og behandling havde fulgt erfaren specialiststandard, og at det er velkendt, at nogle patienter får forværrede gener efter kiropraktisk behandling.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet fandt, at de vedvarende ryggener ikke med overvejende sandsynlighed var en følge af den kiropraktiske behandling, uanset at der opstod visse gener efter behandlingen. Ankenævnet vurderede, at de vedvarende symptomer måtte henføres til grundlidelsen i form af bl.a. udtalt slidgigt i rygsøjlen, selvom patienten havde oplyst, at han forud for behandlingen alene havde forbigående rygsmerter. Desuden bemærkede ankenævnet, at ryglidelser med diskusprotusion, som patienten bl.a. fik konstateret, typisk udvikler sig over et vist tidforløb og er kendetegnet ved perioder med og uden tyde-lige symptomer, indtil kraftige og vedvarende symptomer pludselig og ofte spontant indtræder.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, som udtalte, at symptomerne skyldtes grundsygdommen i form af udtalte slidgigtsforandringer og myogene forandringer. Retten fandt på baggrund af bevisførelsen og Retslægerådets udtalelse, at der ikke var grundlag for at anse patientens gener for en følge af kiropraktorbehandlingen. Retten bemærkede hertil, at de momenter, som patienten havde fremhævet under hovedforhandlingen, ikke afveg fra det, han havde fremhævet i forbindelse med klagen over Patientforsikringens afgørelse, og at momenterne derfor var indgået i såvel ankenævnets vurdering som Retslægerådets vurdering. Ankenævnet blev derfor frifundet.