Sønderborg 29/5-2015

En mand kom i januar 2012 til skade ved et fald, idet han slog hovedet og nakken samt skar sig i højre lillefinger. Han henvendte sig på skadestuen, hvor man stoppede blødningen på fingeren og lagde en tør forbinding omkring. Der gik efterfølgende koldbrand i fingeren, hvilket medførte amputation af lillefingerens yderled.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) afviste, at patienten var påført en skade efter klage-og erstatningsloven. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Patientforsikringen modtog imidlertid fotodokumentation fra behandlingen af fingeren og genoptog sagen. Patientforsikringen vurderede nu, at der var anlagt en uhensigtsmæssig stram forbinding, som med overvejende sandsynlighed var udløsende årsag til amputationen af lillefingerens yderled, hvorved patienten var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1. Patienten blev efterfølgende ved flere afgørelser tilkendt helbredelsesudgifter og andet tab, svie og smerte, varigt mén samt erhvervsevnetab. Patientforsikringen tilkendte ved sin sidste afgørelse godtgørelse for yderligere svie og smerte samt erstatning for udgifter til medicin og fysioterapi. Derudover blev der givet afslag på yderligere varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste samt andet tab i form af advokatomkostninger.

Patientforsikringens sidstnævnte afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene. Her handlede sagen om utilstrækkelig oplysning af sagen, afslag på dækning af advokatomkostninger og omkostninger til medicin og fysioterapi. For så vidt angik oplysning af sagen fandt retten, at Patientskadeankenævnet havde truffet afgørelse på grundlag af alle de på daværende tidspunkt tilgængelige relevante oplysninger, at afgørelsen ikke var baseret på et uklart utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at der ikke forelå sagsbehandlingsmangler ved afgørelsen. Det var således ikke grundlag for en hjemvisning af sagen. I relation til helbredelsesudgifter som følge af patientskaden lagde retten til grund, at patienten ud over generne fra behandlingsskaden også var blevet behandlet med medicin og fysioterapi på grund af gener som følge af karpaltunnelsyndrom, som ikke havde noget med faldet at gøre. Retten fandt ikke, at der forelå grundlag for præcist at henføre udgifterne de enkelte lidelser, hvorfor fordelingen måtte bero på et skøn, og da Patientskadeankenævnet bl.a. har medlemmer med lægefaglig baggrund, fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som blev udøvet ved fastsættelsen af den del af de samlede udgifter til medicin og fysioterapi, som vedrørte patientskaden. For så vidt angik advokatomkostningerne fandt retten, at det var den fremsendte fotodokumentation vedrørende behandlingen af fingeren, der førte til Patientforsikringens genoptagelse af sagen, og ikke advokatens bistand til patienten. Retten udtalte i den forbindelse, at Patientforsikringen selv skal sørge for sagens oplysning, og at det i retspraksis er statueret, at en klager kun kan gøre krav på dækning af udgifter til advokatbistand i forbindelse med en sags behandling ved Patientforsikringen eller Patientskadeankenævnet, hvis der undtagelsesvist foreligger særlige omstændigheder. Denne betingelse fandtes ikke opfyldt i sagen, hvor det ikke var godtgjort, at advokatens arbejde havde haft selvstændig betydning for sagens korrekte oplysning. Ankenævnet blev herefter frifundet.