Sønderborg 23/3-2021

En patient fik i februar 2015  voldsomme, periodiske smerter i venstre side af ansigtet. I maj 2015 fik hun diagnosticeret venstresidig trigeminusneuralgi, som er en påvirkning af nerven, der forsyner den ene side af ansigtet. Hun blev forsøgt behandlet med diverse lægemidler med enten manglende effekt eller uacceptable bivirkninger. I midten af september 2016 fik hun et så voldsomt anfald af trigeminusneuralgi, at hun måtte indlægges frem til midten af oktober 2016, hvor hun gennemgik en operation med fritlægning af trigeminusnerven. Under indlæggelsen forud for operationen måtte hun behandles med store mængder smertestillende medicin.

Efter operationen var patienten lammet i venstre side af ansigtet. Der var desuden opstået en påvirkning af nerven til venstre øre, der ødelagde balancecenteret og gjorde hende døv på øret. Endvidere var hun plaget af konstant hovedpine. Kvinden måtte opgive at færdiggøre sit lærerstudium og blev tilkendt førtidspension. Hun gennemgik 8 operationer for at bedre følgerne af ansigtslammelsen.

Patienten anmeldte patientskaden til Patienterstatningen, der den 17. maj 2017 traf afgørelse om, at hun ikke var påført en erstatningsberettigende skade, da betingelserne efter § 20, stk. 1, nr. 1-4 ikke var opfyldt. Hun ankede herefter afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, der den 31. januar 2018 stadfæstede Patienterstatningens afgørelse.

Ankenævnet for Patienterstatningen afviste, at kvinden var berettiget til erstatning, idet operationen var udført sådan, som en erfaren specialist ville have gjort, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, i klage- og erstatningsloven. Ankenævnet vurderede også, at generne var ikke mere alvorlige, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle henset til karakteren af den ubehandlede grundsygdom. Ankenævnet vurderede dog, at komplikationerne i form af døvhed og ansigtslammelse isoleret set opfyldte lovens sjældenhedskriterium.

Patienten indbragte herefter sagen for Retten i Sønderborg.

Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, som vurderede, at operationen var velbegrundet, samt at grundlidelsen var en varig lidelse, hvor der ikke var udsigt til bedring uden operation. Retslægerådet vurderede yderligere, at hyppigheden for patientens komplikationer og gener som følge af operationen er omkring 2%

Retten lagde, på baggrund af ankenævnets afgørelse, til grund, at både ansigtslammelsen og døvheden var sjældne komplikationer jf. § 20, stk. 1, nr. 4, i klage- og erstatningsloven. Retten vurderede dog, at grundlidelsen var meget alvorlig og med periodevist invaliderende smerter.  Retten fandt det herefter ikke bevist, at komplikationerne samlet set oversteg, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle, jf. § 20. stk. 1, nr. 4.

Ankenævnet blev herefter frifundet.