Sønderborg 20/6-2017

En patient brækkede den 17. april 2013 højre ankel og blev den 18. april 2013 opereret på et sygehus. Da bandagen blev fjernet, havde hun nedsat kraft i højre fod.

Ved afgørelse af den 15. august 2014 fandt Patienterstatningen, at hun var påført en skade i form af en dropfod, som var omfattet af loven, jf. klage – og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patienterstatningen fandt, at hun var berettiget til godtgørelse for svie og smerte og varigt mén men afviste erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Ved afgørelse af den 20. november 2014 afviste Patienterstatningen, at hun var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Ved brev indgået til Ankenævnet for Patienterstatningen den 30. januar 2015 klagede hun over Patienterstatningens afgørelser af den 15. august og 20. november 2014. Det blev i klagen gjort gældende, at hun var berettiget til en større godtgørelse for varigt mén som følge af behandlingsskaden.

Ved afgørelse af den 8. september 2015 afviste ankenævnet anken over Patienterstatningens afgørelse af den 15. august 2014 som for sent indgivet. Ankenævnet tiltrådte Patienterstatningens afgørelse af den 20. november 2014.

Efterfølgende blev ankenævnets afgørelse indbragt for domstolene med påstand om, at afgørelsen skulle ændres, således at ankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at der var klaget rettidigt over Patienterstatningens afgørelse af den 15. august 2014. Subsidiært at der forelå særlige omstændigheder, der gjorde, at der kunne ses bort fra en eventuel overskridelse af klagefristen, og mere subsidiært, at sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Patienterstatningen.

Retten frifandt ankenævnet. Retten lagde vægt på, at det fremgik af Patienterstatningens afgørelse af den 15. august 2014, at ankefristen var tre måneder efter modtagelsen af afgørelsen. Retten fandt, at ankefristen vedrørende mén-godtgørelsen udløb den 15. november 2014, eventuelt dagen efter. Retten lagde vægt på, at den omstændighed, at afgørelsen vedrørende spørgsmålet om erhvervsevnetab blev udskudt til en senere afgørelse under samme journal-nummer ikke medførte, at ankefristen for den første afgørelse blev udsat samtidig.

Der var ikke nogen undskyldende omstændighed for, at anken af afgørelsen af den 15. august 2014 først var indsendt den 28. januar 2015, cirka to en halv måned efter ankefristens udløb. Forsinkelsen med anken var ganske langvarig, og der blev ikke på forespørgsel angivet nogen særlig grund til at se bort fra fristoverskridelsen. Ankens indhold rettede sig desuden udelukkende mod det udøvede skøn uden yderligere oplysninger, der kunne begrunde en ankebehandling trods forsinkelsen.

Der var heller ikke grundlag for at statuere, at hun på grund af sin psykiske tilstand var ude af stand til at iværksætte anken, hvilket yderligere måtte afvises som et nyt anbringende.

Der var herefter intet grundlag for at anfægte ankenævnets afvisning af anken som for sent indgivet, ligesom der ikke var grundlag for at pålægge ankenævnet at genoptage sagen, idet alle klagepunkter fortsat angik Patienterstatningens materielle skønsudøvelse, som ikke kunne prøves efter afvisningen af anken.

Der var ikke forhold, som ikke havde været taget i betragtning i første instans, og som efter al sandsynlighed ville føre til et andet resultat, og der var ikke påvist sagsbehandlingsfejl, hvorfor der ikke var anledning til at gøre undtagelse efter § 16 i ankenævnets forretningsorden.