Roskilde 3/2-2011

Sagen drejede sig om, hvorvidt behandlingen af en patient med lægemidlet Roaccutan med overvejende sandsynlighed havde medført en kronisk lidelse. En mand blev behandlet for en hudsygdom, der medførte rødme over næse og kinder (rossacia). Efter ca. et halvt års behandling fik han mave/tarmproblemer, og man påviste inflammatoriske forandringer i tarmen.

Patientforsikringen anerkendte, at skaden i form af midlertidig tarminflammation var omfattet af lov om erstatning for lægemiddelsskader og tilkendte patienten 19.260 kr., heraf 7.500 kr. i erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, og 11.760 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Lægemiddelskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Nævnets afgørelse blev indbragt for retten. Retten lagde til grund, at patienten led af en kronisk intermitterende tarmlidelse (blødende betændelse af endetarmslimhinden). På baggrund af Retslægerådets udtalelse i sagen lagde retten endvidere til grund, at spørgsmålet om hvorvidt tarmlidelsen var en følge af den anerkendte lægemiddelskade ikke kunne besvares entydigt. Vedrørende årsagssammenhængen havde Retslægerådet udtalt, at det ikke kunne udelukkes, at patientens tilstand havde været udløst af behandlingen med Roaccutan, da der var en sådan tidsmæssig sammenhæng, men at tilstanden også kunne være udløst af behandling med gigtmedicin, eller den kunne være uden kendt årsag. Retten fandt det herefter ikke godtgjort, at det var overvejende sandsynligt, at patientens kroniske tarmlidelse var forårsaget af behandlingen med Roaccutan. Lægemiddelskadeankenævnet blev derfor frifundet.