Roskilde 18/4-2018

Rettens sagsnummer:

BS 6A-921/2016

Ankenævnets sagsnummer:

15/1198

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 18. april 2018

Domstol:

Retten i Roskilde

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

roskilde180418 (1)

En 45 årig mand blev den 26. august 2010 opereret for en slidgigtbetinget ryglidelse med smerteudstråling til begge ben. Efterfølgende havde han forværrede smerter i venstre ben og en sovende fornemmelse ned gennem venstre ben og fod. Ved en operation den 15. december 2010 fjernede man blandt andet en skrue, som man vurderede kunne være årsag til de forværrede gener. Derudover indsatte man en såkaldt TLIF klods i lænderyggen (L4/L5). Operationen havde ikke den ønskede effekt. Patienten blev herefter opereret to gange blandt andet med afmejsling af den indsatte TLIF klods og frilægning af nerveroden ved fjerde lændehvirvel (L4).

Patienterstatningen anerkendte, at patienten blev påført en skade ved operationen den 26. august 2010. Patienterstatningen vurderede, at der ikke var indikation for operationen, og at den ikke blev udført i overensstemmelse med hvordan en erfaren specialist under de givne forhold ville have handlet, idet skruen i femte lændehvirvel (L5) blev placeret forkert, så den trykkede på en nerve. Patienten blev herefter tilkendt 199.422 kr. i erstatning og godtgørelse, herunder godtgørelse for et varigt mén på 15 procent. Efterfølgende gav Patienterstatningen afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Regionen påklagede Patienterstatningens afgørelse vedrørende ansvarsgrundlaget, og patienten påklagede afgørelserne vedrørende godtgørelse for varigt mén og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt erhvervsevnetab.

Ankenævnet vurderede, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en erstatningsberettigende nerveskade i forbindelse med operationen den 26. august 2010. Ankenævnet vurdererede, at der var indikation for at foretage operationen, og at denne blev ud-ført i overensstemmelse med hvordan en erfaren specialist ville have gjort. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at en CT–skanning efter fjernelsen af de indsatte skruer viste, at skruerne havde være placeret korrekt. Der var således ikke noget, der tydede på, at skruerne havde generet nerverødderne.

Herudover fandt ankenævnet, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende nerveskade i forbindelse med operationen den 15. december 2010. Ankenævnet fandt, at TLIF klodsen i L4/L5 med overvejende sandsynlighed ikke var skredet ud efter operationen, idet klodsens beliggenhed ved det første røntgenbillede af 17. december 2010 var den samme som på de efterfølgende røntgenundersøgelser. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på blandt andet, at patienten ikke på noget tidspunkt havde udvist symptomer på en påvirkning af L4 nerveroden.

På denne baggrund ændrede ankenævnet Patienterstatningens afgørelse vedrørende ansvarsgrundlaget, således at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade ved behandlingen. Patienterstatningens afgørelser vedrørende erstatning og godtgørelse blev herefter ophævet.

Sagen blev indbragt for retten af patienten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at han var påført en erstatningsberettigende skade i henhold til klage- og erstatningsloven.

Under retssagen blev sagen forelagt for Retslægerådet, der udtalte blandt andet, at både operationen den 26. august 2010 og den 15. december 2010 blev udført i overensstemmelse med anerkendt lægefaglig standard, og at der var god indikation for begge operationer. Retslægerådet vurderede, at patientens rygproblemer ikke kunne tilskrives fejl ved operationen den 26. august 2010, ligesom patienten ved operationen den 26. august 2010 sandsynligvis ikke blev påført en nerveskade. Endvidere udtalte Retslægerådet, at det ikke var sandsynligt, at TLIF klodsen blev placeret på en sådan måde, at det medførte tryk på nerveroden, samt at sand-synligheden for, at patientens rygproblemer kunne tilskrives fejl ved operationen den 15. december 2010 var lav.

På baggrund af Retslægerådets udtalelse fandt retten, at patienten ikke havde løftet bevisbyrden for, at han var blevet påført en erstatningsberettigende skade, og at der derfor ikke var grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.