Roskilde 12/4-2016

Rettens sagsnummer:

BS 4A-726/2015

Ankenævnets sagsnummer:

14/3044

Dato for dommens afsigelse:

tirsdag den 12. april 2016

Domstol:

Retten i Roskilde

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

roskilde120416

En patient blev behandlet med Benzodiazepiner og Ketogan i perioden 1. januar 1996 og frem. Patienten havde i sin anmeldelse til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) bl.a. anført, at han gennem 4 år havde haft stærke smerter, fordi hans psykiske lidelse (depressiv lidelse) slørede det egentlige sygdomsbillede, og at der forelå forsømmelse ved ordination og fejlbehandling, som medførte, at han blev pillemisbruger, alkoholiker, fik nedsatte kropsfunktioner og erhvervsevne, fysiske muskelskader og stærke abstinenssymptomer i kroppen i mange år som følge af behandlingen med Benzodiazepiner. Endvidere klagede patienten over, at der var sket forsinket diagnosticering af galdesten.

I relation til en mulig lægemiddelskade fandt Patientforsikringen, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af afhængighedssyndrom, men at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig, jf. lov om erstatning for lægemiddelskader § 6. Endvidere fandt Patientforsikringen, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens alkoholmisbrug kunne anerkendes som bivirkning til Benzodiazepinbehandlingen, men at denne derimod måtte tilskrives hans psykiatriske grundsygdom i form af depression og angstanfald.

Lægemiddelskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, men med en ændret begrundelse. Nævnet fandt det overvejende sandsynligt, at patienten havde pådraget sig et afhængighedsyndrom som følge af behandlingen med Benzodiazepiner, herunder lægemidlet Broman, men det var effekten af lægemidler udleveret forud for lovens ikrafttræden den 1. januar 1996, der havde forårsaget afhængighedssyndromet. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning, jf. lovens § 23.

For så vidt angik en mulig patientskade fandt Patientforsikringen, at det var strid med bedste specialiststandard, at man i januar 1998 undlod at undersøge for andre årsager end kardielle til de periodevist tilbagevendende smerter. Imidlertid fandtes skaden ikke omfattet af lov om patientforsikring, idet erstatningens størrelse ikke sås at overstige den undergrænse på 10.000 kr., der er fastsat i lovens § 5, stk. 2.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Begge afgørelser blev indbragt for Retten i Roskilde, som behandlede sagerne samlet. Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet. Retten fandt i modsætning til Lægemiddelskadeankenævnet, at patienten ikke havde udviklet et afhængighedssyndrom af Benzodiazepiner, men at patienten måtte antages at have udviklet et opioidt afhængighedssyndrom. På baggrund af Retslægerådets besvarelse og den øvrige bevisførelse fandt retten dog ikke, at det var muligt at fastslå, om patientens opioide afhængighedssyndrom var opstået før eller efter lovens ikrafttræden, men at det på baggrund af journalnotaterne fandtes overvejende sandsynligt, at det allerede havde været til stede ved lovens ikrafttræden.

Derudover fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at patienten var påført en patientskade, jf. lov om patientforsikringslov § 2, stk. 1. Endvidere tiltrådte retten, at kravet ikke oversteg 10.000 kr., hvorefter der ikke kunne ydes erstatning. Retten lagde i den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse, samt at der ikke var ført noget som helst bevis for, at han var påført et tab, herunder tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, varigt mén eller erhvervsevnetab. Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til landsretten. Landsretten fandt, at det i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse måtte lægges til grund, at patienten udviklede et afhængighedssyndrom som følge af behandlingen med Ketogan. Retten fandt under hensyntagen til usikkerheden om tidspunktet for skadens opståen og efter en helhedsvurdering, at det med overvejende sandsynlighed var godtgjort, at patienten var påført en skade (afhængighedssyndrom) som følge af lægemidler udleveret efter 1. januar 1996. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling ved Patientforsikringen.

Dommen blev efterfølgende drøftet telefonisk mellem patientens advokat og Kammeradvokaten som repræsentant for Lægemiddelskadeankenævnet. Der var enighed om, at dommen skulle tolkes således, at landsretten alene havde taget stilling til, om skadesbetingelsen i lovens § 1, stk. 1, var opfyldt. Sagen blev herefter sendt tilbage Patientforsikringen til vurdering af, om lovens øvrige betingelser for anerkendelse var opfyldt.

Ved afgørelse af 19. december 2013 fandt Patientforsikringen, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt, jf. lovens § 6. Patientforsikringen vurderede, at afhængighedssyndromet var en midlertidig fysisk skade, der ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed burde acceptere henset til karakteren af den sygdom, der skulle behandles.

Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede den 15. december 2014 Patientforsikringens afgørelse. Patienten havde fået en ny advokat, som blandt andet gjorde gældende, at patientskademyndighederne ifølge Østre Landsrets dom var afskåret fra at foretage en bedømmelse af ansvarsgrundlaget, herunder lovens § 6.

Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse blev indbragt for Retten i Roskilde med påstand om, at sagen skulle hjemvises til opgørelse af erstatningen. Advokaten mente, at Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse var i strid med Østre Landsrets dom. Retten i Roskilde fandt, at landsrettens dom ikke afskar Lægemiddelskadeankenævnet fra at tage stilling til, om betingelserne i lægemiddelskadelovens § 6 var opfyldt og dermed i at fastslå, at der ikke kunne ydes erstatning, uagtet at patienten var påført en lægemiddelskade efter lovens § 1, stk. 1. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Lægemiddelskadeankenævnets vurdering af, at betingelserne i lovens § 6 ikke var opfyldt. Ankenævnet blev herefter frifundet.