Roskilde 10/9-2018

Patienten blev i perioden fra august 2009 til maj 2011 flere gange undersøgt af egen læge, samt af speciallæge i hudsygdomme. Ved disse undersøgelser blev det konstateret, at udslettet på højre fod var eksem. Efter biopsi i maj 2011 kunne det dog konstateres, at det var en overfladisk spredende ondartet kræftsvulst. Tumoren blev fjernet ved operation i juni 2011, men havde på pågældende tidspunkt spredt sig til lever og lunger. Efterfølgende kræftbehandling havde ingen effekt og patienten afgik ved døden i februar 2012.

Patienterstatningen anerkendte, at der var grundlag for at yde erstatning iht. lov om klage og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1  (klage- og erstatningsloven), idet man skulle have henvist til undersøgelse ved speciallæge i hudsygdomme, da patienten henvendte sig i august 2009, samt at speciallægen i hudsygdomme allerede ved første fremmøde skulle have udført en hudbiopsi. Ved samme afgørelse tilkendte Patienterstatningen 447.950 kr. i godtgørelse. Ved afgørelse af 30. april 2013 tilkendte Patienterstatningen yderligere 199.177 kr. i erstatning og godtgørelse.

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) vurderede, at behandlingen hos såvel egen læge og speciallæge i hudsygdomme var i overensstemmelse med den standard, der kunne forventes af en erfaren specialist under de givne omstændigheder. Patienten var således ikke påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen hos egen læge og speciallæge i hudsygdomme.

Bobestyrerboet indbragte sagen for Retten i Roskilde med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at patientens skade i form af følger efter forsinket diagnosticering er omfattet klage- og erstatningsloven.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at behandlingen ved egen læge levede op til specialiststandarden, men at behandlingen ved speciallæge i hudsygdomme ikke var i overensstemmelse med alment anerkendt lægefaglig standard. Retslægerådet udtalte dog yderligere, at behandlingen ved speciallæge i hudsygdomme ikke havde påført patienten nogen skade, idet behandlingen med stor sandsynlighed ville have været den samme uanset det lægelige fejlskøn og den sene diagnosticering.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at en erfaren specialist en gang imellem skal foretage et skøn og at et skøn kan vise sig at være forkert uden at en erfaren specialist ville have handlet anderledes. Endvidere måtte Retslægerådets udtalelse forstås således, at resultatet af behandling på et tidligere tidspunkt ville have været det samme.

Der var ikke retligt grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) blev herefter frifundet.