Randers 21/3-2018
Rettens sagsnummer:
BS 2-1206/2016
Ankenævnets sagsnummer:
16/1599/EC
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 21. marts 2018
Domstol:
Retten i Randers
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Patienten var blevet påført en behandlingsskade, og var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab.
Patienterstatningen fandt, at patientens årsløn skulle fastsættes til 200.000 kr., og at erstatningen skulle forrentes fra månedsdagen for Patienterstatningens modtagelse af patientens årsopgørelse fra SKAT.
Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enig i Patienterstatningens afgørelse.
Udgangspunktet ved fastsættelse af årsløn er den faktiske erhvervsindtægt i det år, der går forud for behandlingsskaden. Imidlertid fremgik det af sagens oplysninger, at patienten forud for behandlingsskaden havde haft knæproblemer som følge af en arbejdsskade, hvorefter hun var blevet sygemeldt fra sit arbejde, og var derfor blevet opsagt. Herefter havde hun været i arbejdsprøvning i kommunalt regi. På grund af gener i knæet blev arbejdstiden sat ned til 30 timer pr. uge, og det blev besluttet at undersøge, om et andet arbejde bedre ville tilgodese skånehensyn. På denne baggrund var det ankenævnets vurdering, at årslønnen burde fastsættes skønsmæssigt.
Årslønnen skulle fastsættes således, at den var udtryk for værdien af patientens arbejdskraft på tidspunktet for behandlingsskaden. I de perioder, hvor patienten havde været i stand til at bestride fuldtidsstillinger, havde hun en indtægt på ca. 200.000 kr. årligt. Dog var indtægten højere umiddelbart før arbejdsskaden.
Derfor fandt Ankenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger om patientens indtægtsforhold og erhvervsmæssige situation forud for og på tidspunktet for behandlingsskaden, at der ikke var grundlag for at fastsætte årslønnen skønsmæssigt højere end 200.000 kr.
Ankenævnet vurderede endvidere, at det var relevant at indhente årsopgørelser fra SKAT forud for behandlingsskaden og inddrage disse oplysninger med henblik på skønsmæssigt at fastsætte den årsløn, der skulle ligge til grund for beregningen af erhvervsevnetabet. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) havde i 2005 og 2006 indhentet økonomiske oplysninger til brug for vurderingen af erhvervsevnetabet. Det blev på daværende tidspunkt vurderet, at erhvervsevnetabet var under 15 procent, og der var derfor ikke på dette tidspunkt grundlag for at opgøre og udmåle erstatning og herunder indhente yderligere oplysninger til brug for fastsættelse af årslønnen. Ankenævnet bemærkede, at det fastsatte forrentningstidspunktet havde den konsekvens, at årslønnen var blevet opreguleret, således at erstatningen var udmålt til et større beløb, end hvis forrentningen havde været fra et tidligere tidspunkt.
Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for Retten. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af, at patienten på skadestidspunktet ikke havde sin fulde arbejdskraft. Herefter fandt retten heller ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skønsmæssige fastsættelse af årslønnen til 200.000 kr., der var baseret på et skøn over patientens indtægtsforhold i årene op til skadestidspunktet i de perioder, hvor hun havde været i stand til at opretholde en løn svarende til en fuldtidsstilling.
Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse om datoen for forrentning. Retten fandt således, at patienten ikke havde godtgjort, at Patienterstatningen tidligere havde modtaget hendes årsopgørelse fra SKAT. Retten fandt heller ikke, at Patienterstatningen på et tidligere tidspunkt havde haft grundlag for at indhente oplysninger og/eller udmåle en erstatning. Retten lagde endvidere vægt på, at reguleringsbestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, tog højde for regulering af årslønnen fra skadestidspunkt og frem til forrentningstidspunktet.
Retten frifandt herefter Ankenævnet for Patienterstatningen.
Patienterstatningen fandt, at patientens årsløn skulle fastsættes til 200.000 kr., og at erstatningen skulle forrentes fra månedsdagen for Patienterstatningens modtagelse af patientens årsopgørelse fra SKAT.
Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enig i Patienterstatningens afgørelse.
Udgangspunktet ved fastsættelse af årsløn er den faktiske erhvervsindtægt i det år, der går forud for behandlingsskaden. Imidlertid fremgik det af sagens oplysninger, at patienten forud for behandlingsskaden havde haft knæproblemer som følge af en arbejdsskade, hvorefter hun var blevet sygemeldt fra sit arbejde, og var derfor blevet opsagt. Herefter havde hun været i arbejdsprøvning i kommunalt regi. På grund af gener i knæet blev arbejdstiden sat ned til 30 timer pr. uge, og det blev besluttet at undersøge, om et andet arbejde bedre ville tilgodese skånehensyn. På denne baggrund var det ankenævnets vurdering, at årslønnen burde fastsættes skønsmæssigt.
Årslønnen skulle fastsættes således, at den var udtryk for værdien af patientens arbejdskraft på tidspunktet for behandlingsskaden. I de perioder, hvor patienten havde været i stand til at bestride fuldtidsstillinger, havde hun en indtægt på ca. 200.000 kr. årligt. Dog var indtægten højere umiddelbart før arbejdsskaden.
Derfor fandt Ankenævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger om patientens indtægtsforhold og erhvervsmæssige situation forud for og på tidspunktet for behandlingsskaden, at der ikke var grundlag for at fastsætte årslønnen skønsmæssigt højere end 200.000 kr.
Ankenævnet vurderede endvidere, at det var relevant at indhente årsopgørelser fra SKAT forud for behandlingsskaden og inddrage disse oplysninger med henblik på skønsmæssigt at fastsætte den årsløn, der skulle ligge til grund for beregningen af erhvervsevnetabet. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) havde i 2005 og 2006 indhentet økonomiske oplysninger til brug for vurderingen af erhvervsevnetabet. Det blev på daværende tidspunkt vurderet, at erhvervsevnetabet var under 15 procent, og der var derfor ikke på dette tidspunkt grundlag for at opgøre og udmåle erstatning og herunder indhente yderligere oplysninger til brug for fastsættelse af årslønnen. Ankenævnet bemærkede, at det fastsatte forrentningstidspunktet havde den konsekvens, at årslønnen var blevet opreguleret, således at erstatningen var udmålt til et større beløb, end hvis forrentningen havde været fra et tidligere tidspunkt.
Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for Retten. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af, at patienten på skadestidspunktet ikke havde sin fulde arbejdskraft. Herefter fandt retten heller ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skønsmæssige fastsættelse af årslønnen til 200.000 kr., der var baseret på et skøn over patientens indtægtsforhold i årene op til skadestidspunktet i de perioder, hvor hun havde været i stand til at opretholde en løn svarende til en fuldtidsstilling.
Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse om datoen for forrentning. Retten fandt således, at patienten ikke havde godtgjort, at Patienterstatningen tidligere havde modtaget hendes årsopgørelse fra SKAT. Retten fandt heller ikke, at Patienterstatningen på et tidligere tidspunkt havde haft grundlag for at indhente oplysninger og/eller udmåle en erstatning. Retten lagde endvidere vægt på, at reguleringsbestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, tog højde for regulering af årslønnen fra skadestidspunkt og frem til forrentningstidspunktet.
Retten frifandt herefter Ankenævnet for Patienterstatningen.