Randers 1/12-2020

Patienten blev den 14. marts 2014 undersøgt efter, han havde slået højre hånd ind i en dørkarm. Man lagde en gipsbandage. Ved kontrolundersøgelsen den 21. marts 2014 havde han fortsat gipsgener, og man lagde en ny bandage. Den 31. marts 2014 var han til undersøgelse, da han havde smerter i hånden, og den 6. april 2014 henvendte han sig til skadestuen med fortsatte smerter i hånden, hvorfor man anlagde ny bandage.

Efter gipsen blev fjernet havde han fortsat smerter i hånden, og man anlagde ny bandage. Efter gipsen blev fjernet begyndte han til genoptræning.

Patienterstatningen anerkendte, at patientens skade i form af et forlænget behandlingsforløb og mulige varige gener efter en mangelfuld behandling af et brud i højre lillefinger var omfattet af KEL, og tilkendte samtidig patienten godtgørelse for svie og smerte. Ved efterfølgende afgørelser tilkendte Patienterstatningen patienten erstatning for helbredelsesudgifter, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. Ved afgørelse af 27. april 2016 fandt Patienterstatningen, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning. Ankenævnet stadfæstede ved afgørelse af 8. marts 2017 afgørelsen og fandt, at patienten ikke havde ret til godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patienten indbragte de dele af ankenævnets afgørelse, der drejede sig om varigt mén og erhvervsevnetab. Under retssagen afgav Retslægerådet udtalelse, hvorefter patienten frafaldt påstanden om erstatning for erhvervsevnetab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgav efterfølgende udtalelse, hvorefter patienten havde et varigt mén på 5 procent. Ankenævnet traf ny afgørelse, hvorefter patienten fik tilkendt et varigt mén på 5 procent. Patienten anmodede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en revurdering, men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastholdt vurderingen, hvorfor patienten frafaldt påstanden om yderligere godtgørelse for varigt men og i stedet fremsatte krav på tabt arbejdsfortjeneste.

Retten afviste patientens krav på tabt arbejdsfortjeneste, da han ikke havde indbragt kravet for domstolene inden søgsmålsfristens udløb.