Østre Landsret 9/3-2007

Patienten blev i 2000 påført en patientskade i form af operation for discusprolaps udført på forkert niveau. Skadelidte var i 1985 tilkendt invaliditetsydelse, idet erhvervsevnen var nedsat med ca. 2/3, og i 1986 var skadelidte tilkendt mellemste førtidspension. Skadelidte blev af Patientforsikringen tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, og ved en senere afgørelse tillige erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, men der fandtes hverken efter erstatningsansvarsloven af 1984 §§ 5 - 7 eller § 8 at være grundlag for at tilkende erstatning for erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse vedrørende erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab samt vedrørende erhvervsevnetabet og bemærkede, at skadelidte ikke fandtes at være omfattet af erstatningsansvarslovens § 8, idet der ikke ydedes en særlig indsats i hjemmet. Nævnet lagde vægt på, at skadelidtes indsats i hjemmet var nedsat, og at blandt andet indkøb blev foretaget med hjælp fra familien, ligesom madlavning delvist blev foretaget af ægtefællen. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse fsva. erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, men fandt, at skadelidte var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8. Retten fandt, at skadelidte besat en resterhvervsevne forud for skaden i 2000, og lagde til grund, at skadelidtes tilstand var forbedret siden 1986, samt at skadelidte udnyttede sin arbejdskraft dels til arbejde i hjemmet og dels ved ulønnet arbejde for et familiemedlem. Sagen blev hjemvist til nævnet med henblik på fastsættelse af erhvervsevnetabets størrelse efter § 8 på baggrund af en méngrad på 55% med fradrag for 10%, der måtte tilskrives skadelidtes grundlidelse. Det bemærkes, at erstatningen senere er blevet fastsat på baggrund af det samlede mén på 55%.