Østre Landsret 7/10-2003

En 31-årig kvinde (A) blev opereret for en diskusprolaps. I efterforløbet udviklede A en recidivprolaps, der imidlertid blev diagnosticeret og behandlet for sent, således at A fik blivende gener i form af føleforstyrrelser og kraftnedsættelse i venstre underben, fod og tæer. Skaden fandtes omfattet af patientforsikringslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. På skadestidspunktet arbejdede A som overassistent i et forsikringsselskab, hvor hun beskæftigede sig med rådgivning af assurandører, udlevering af PC’ere og modtagelse af PC’ere til reparation. Hun afholdt endvidere kurser i it-afdelingen samt 2-3 gange om året i Jylland, hvor hun blandt andet demonstrerede pc’ere. Efter skaden genoptog A sit arbejde i samme omfang og til samme løn som tidligere. A måtte dog have kollegers hjælp til at bære it-udstyr, sagsmapper mv., idet hun ikke selv kunne dette på grund af sin usikre gang. I forbindelse med kurserne i Jylland, som A før skaden havde klaret på egen hånd, måtte hun nu have en medarbejder fra it-afdelingen med til at bære udstyret.
Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at A som følge af patientskaden ikke havde lidt et erhvervsevnetab på 15 % eller derover. Der blev blandt andet lagt vægt på, at A havde genoptaget sit tidligere arbejde i samme omfang og til samme løn, som før skadens indtræden. Det forhold, at A måtte have kollegers hjælp til at bære it-udstyr mv. var ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at hendes erhvervsevne kunne anses for at være nedsat med 15 % eller derover.

Landsretten fandt, at A’s erhvervsevne ikke var nedsat med 15 % eller derover. Der blev herved lagt vægt på, at de støtteforanstaltninger, som A havde behov for til udførelse af nogle arbejdsopgaver, ikke gav tilstrækkeligt grundlag for at ændre Patientskadeankenævnets afgørelse, idet A i øvrigt havde bevaret sine hidtidige ansættelsesvilkår.