Østre Landsret 6/12-2000

En 71-årig mand var ti dage tidligere blevet udskrevet efter at have været indlagt i længere tid efter en aortaklapoperation med sår på donorstedet og efterfølgende transplantation med delhud. Han blev genindlagt på grund af feber og mistanke om influenza og fornyet opblussen af bronkitis. Ifølge den 71-åriges forklaring blev han under denne indlæggelse på vej til sin stue ramt henover venstre fods achillessene af kanten på den vogn hvorpå, en sygeplejerske transporterede hans iltapparat. Såret blev behandlet med forbinding, som blev skiftet flere gange under indlæggelsen og herefter af en hjemmesygeplejerske. Ifølge sygehuset blev den 71-årige ramt henover højre fods ashillessene, hvor der i forvejen var sår efter transplantationen. Dette sås ikke forværret under indlæggelsen. I ugerne efter udskrivelsen blev såret på venstre ben større. Der kom vævsdød, hvilket medførte at såret blev revideret flere gange. Ca. seks uger efter udskrivelsen måtte venstre ben som følge af vævsdød m.v. amputeres under knæet. Den 71-årige afgik ved døden knap et år herefter.

Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 3, stk. 2.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at påkørslen med iltapparatet måtte betragtes som et hændeligt uheld forårsaget af, at den 71-årige pludselig stoppede op. Det kunne ikke anses for godtgjort, at der i forbindelse med uheldet var begået fejl eller forsømmelse fra sygehusets side. Den 71-årige var afgået ved døden inden sagen blev indbragt for landsretten.

Under sagens behandling ved landsretten gjorde boet efter den 71-årige gældende, at hans eventuelle krav på godtgørelse var faldet i arv, og at man derfor havde retlig interesse i sagen. Da sagen ikke havde kunnet indbringes for domstolene før Patientskadeankenævnets afgørelse forelå, var betingelserne i § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven i denne situation opfyldt, når sagen som her havde været indbragt for Patientforsikringen og derefter påklaget til Patientskadeankenævnet forud for dødsfaldet. Patientskadeankenævnet gjorde gældende, at boet efter den 71-årige, der alene havde fremsat krav på godtgørelse for svie og smerte og varigt mén, ikke havde retlig interesse i pådømmelse af sagens realitet. Kravet var ikke faldet i arv, da skadelidte på tidspunktet for sagsanlægget var afgået ved døden. Hensynet bag § 18, stk. 2, er, at godtgørelseskrav i særlig grad er knyttet til skadelidtes person, og beslutningen om, hvorvidt kravet skal gøres gældende indenretligt, skal derfor træffes af den pågældende selv. Indbringelsen for Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet kunne ikke sidestilles med sagens indbringelse for retten. Det kunne ikke tillægges betydning, at Patientskadeankenævnet efter dødsfaldet havde færdigbehandlet sagen og givet vejledning om indbringelse af sagen for retten, idet der kunne være forelagt krav af anden type, som boet ville kunne gøre gældende.

Landsretten bemærkede, at kravet ikke blev gjort gældende ved sagsanlæg inden dødsfaldet, jf. § 18, stk. 2. Patientskadeankenævnets sagsbehandling og klagevejledning efter, at den 71-årige var afgået ved døden var ikke et afkald som hævdet af boet.

Da kravet ikke var faldet i arv blev nævnets påstand, at boet ikke havde nogen retlig interesse i sagen, taget til følge. Patientskadeankenævnet blev frifundet.