Østre Landsret 5/9-2016
Rettens sagsnummer:
B-1881-15
Ankenævnets sagsnummer:
13/2339
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 5. september 2016
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En mand blev den 17. september 2003 opereret på grund af en godartet hjernesvulst bag højre øje. Den 23. september 2005 blev han atter indlagt til operation, da hans hovedpine og synsforstyrrelser var kommet igen. Han blev reopereret den 26. september 2005. Patienten anmeldte den 24. maj 2012 sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), idet generne var kraftigt forværrede.
Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen i perioden fra den 17. september 2003 og frem. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som afviste sagen som forældet efter den 5-årige forældelsesfrist, jf. lov om patientforsikring § 19, stk. 1. Ankenævnet vurderede, at patienten senest den 23. september 2005 fik eller burde have fået kendskab til, at han kunne være påført en skade. Der var således forløbet mere end 5 år fra patienten blev bekendt med en eventuel skade til hans anmeldelse til Patientforsikringen den 24. maj 2012.
Sagen blev indbragt for retten. Retten fandt, at patienten på det relevante skæringstidspunkt 5 år inden anmeldelsen (den 24. maj 2007) ikke burde have indset, at han var blevet påført en skade. Retten lagde vægt på, at det fremgik af lægejournalerne før og efter den 24. maj 2007, at der var tale om et forventeligt efterforløb. Efter de oplysninger patienten havde modtaget fra hospitalet i forbindelse med operationerne, havde han med rette været af den opfattelse, at der var tale om et forventeligt efterforløb i forhold til tumorens placering. Retten fandt på den baggrund, at sagen ikke var forældet. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i ankenævnet.
Ankenævnet for Patienterstatningen ankede dommen til Østre Landsret.
Landsretten fandt, at patienten efter operationerne i 2003 og 2005 og i hvert fald forud for den 24. maj 2007, dvs. fem år før anmeldelsen til Patientforsikringen, fik kendskab til skaden, som han i anmeldelsen til Patientforsikringen beskrev som vedvarende bivirkninger til operationerne, og patienten burde derfor have anmeldt skaden på et tidligere tidspunkt.
Landsretten fandt, at patienten således havde eller burde have haft kendskab til skaden mere end fem år forud for anmeldelsen, og hans eventuelle krav var derfor forældet. Det gjorde ingen forskel i denne vurdering, at lægejournalerne beskrev operationsresultatet som tilfredsstillende og patientens gener som forventelige. Landsretten lagde yderligere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at patienten efter den 24. maj 2007 skulle have fået kendskab til omstændigheder, som indicerede en sådan sammenhæng mellem skaden og behandlingerne på sygehuset, at der kunne være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.