Østre Landsret 29/6-2001

En 69 årig mand fik i forbindelse med diabeteskontrol på et sygehus i maj 1992 ved ultralydsundersøgelse konstateret en ekkorig proces i leveren. Der blev ikke efterfølgende foretaget yderligere undersøgelser af leveren før i april 1996, da en ultralydsscanning viste en stor tumor i leveren. På dette tidspunkt var der ikke længere mulighed for at behandle tumoren, som var ondartet, og den 12. juli 1996 afgik han ved døden som følge heraf. Patientforsikringen anerkendte, at han ved den forsinkede diagnosticering af levertumoren var påført en erstatningsberettigende skade efter lov om patientforsikring. Patientforsikringen traf herefter afgørelse om, at boet var berettiget til godtgørelse for varigt men og erhvervsevnetabserstatning med henholdsvis 27.850 kr. og 61.200 kr., samt at hans efterlevende ægtefælle, var berettiget til erstatning for forsørgertab og begravelsesudgifter med henholdsvis 53.210 kr. ekskl. renter og 10.628,75 kr. Patientforsikringen havde reduceret erstatningen med 4/5, fordi han ”kun var kortvarigt syg som følge af patientskaden, svarende til perioden fra stationærtidspunktet den 10. maj 1996 til den 12. juli 1996”.

Patientskadeankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Sagsøgeren påstod Patientskadeankenævnet, tilpligtet at anerkende, at skadelidte ville havde været erhvervsaktiv i 5 år længere end skønnet af Patientskadeankenævnet, at den tilkendte erstatning kun skulle reduceres med 1/3, og at der tilkom sagsøger erstatning for advokatomkostninger.

Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at det efter de foreliggende oplysninger ikke fandtes sandsynliggjort, at skadelidte, som var 73 år, da han afgik ved døden, ville have været erhvervsaktiv i mere end yderligere 2 år, som skønnet af sagsøgte.

Ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne fandt retten, at der burde tages hensyn til den tid, der var forløbet mellem skadestidspunktet i august 1992 og dødsfaldet, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3. En rimelig justering af nævnte godtgørelse og erstatning fandtes herefter at kunne ske ved nedsættelse af beløbene med 1/3. Vedrørende kravet om dækning af advokatudgifter udtalte retten, at Patientforsikringen, der fastsætter erstatning på objektivt grundlag, er pålagt en forpligtelse til af egen drift at oplyse sagerne, jf. lov om patientforsikring § 13, og at det i bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1990/91, tillæg A, spalte 3307, er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser. Landsretten fandt ikke, at der i nærværende sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvis at tilkende sagsøgeren erstatning for advokatudgifter.