Østre Landsret 29/3-1999

Følger af strålebehandling omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4: En kvinde blev i april 1993 opereret for brystkræft og fik herunder fjernet venstre bryst og lymfeknuderi armhulen. I efterforløbet blev hun behandlet med kemoterapi. I september 1993 fandtes tegn til knoglemetastase til os-sacrum. Ved operation den 15. oktober fjernede man tumorvæv omkring S1-roden, men ikke alt tumorvæv kunne fjernes. Den 4. november 1993 blev der påbegyndt strålebehandling, og efter denne behandling udvikledes mavesmerter. Der blev foretaget operation for tarmslyng den 2. december 1993. Ved operationen fandtes tyndtarmen afklemt af sammenvoksninger, og der var svær dilation af tarmen over afklemningstedet. Efter operationen udvikledes tarmfistel og bylder og efter adskillige operationer blev der anlagt kolostomi.

Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at man ved undersøgelse og behandling havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier i overenstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation, og det blev bemærket, at der ikke var et ligeværdigt alternativ i dette tilfælde. Patientforsikringen fandt desuden, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4. Der blev herved lagt vægt på, at komplikationen i form af tarmskader efter strålebehandling var en velkendt og ikke helt sjælden komplikation, og at grundsygdommen mammacancer med lymfeknudemetastaser og fjernmetastaser var en overordentlig alvorlig sygdom, som ubehandlet forløber dødeligt (halvdelen er døde indefor 6 måneder, kun få procent overlever flere år). Lovens relative alvorlighedskriterium var derfor ikke opfyldt.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den begrundelse, at hendes gener i form af tarmslyng og efterfølgende udvikling af tarmfistler og bylddannelser var følger efter underlivsoperationer og ikke behandlingen, hvorfor man fandt, at der ikke var påført hende en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens § 1, stk. 1.

Sagen blev indbragt for Østre Landsret med påstand om ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringsloven. Under retssagen blev der indhentet en speciallægeerklæring, hvoraf det blandt andet fremgik, at det ved den første operation for tarmslyng den 2. december 1993 blev konstateret, at en del af tarmen var bundet ned til den nederste del af arret fra den tidligere underlivsoperation. Der fandtes desuden ved den 3. operation den 10. februar 1994 en voldsomt medtaget tarm med det for stråleskader karakteristiske udseende. Det blev anført, at det er velkendt, at stråleforandringer i en tarm forværres med tiden, og at det er velkendt for et tarmstykke, som har ligget fastgjort i den nederste del af bughulen, at det vil blive udsat for bestråling hver gang i modsætning til tilfælde hvor tarmene kan bevæges frit, og det dermed ikke er samme tarmstykke, som udsættes for bestråling hver gang.

Patientskadeankenævnet genoptog herefter sagen og fandt, at hun var behandlet i overenstemmelse med bedste specialiststandard, at de til strålebehandlingen tilstødte komplikationer ikke kunne antages at kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik, og at komplikationen henset til grundsygdommens alvor og til komplikationen ikke sjældne forekomst ikke var mere, end hvad hun måtte tåle. Nævnet bemærkede desuden, at patienten efter underlivsoperationen i 1970 havde et fikseret tarmstykke, og at hendes tarmsystem derfor var særlig sårbart for strålebehandling. Betingelserne for at yde erstatning var således ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4.

Østre Landsret fandt efter Retslægerådets erklæring, at det kunne lægges til grund, at skaderne på patientens tarmsystem med overvejende sandsynlig skyldtes strålebehandlingen i november 1993. Retten fandt desuden, at skaderne på baggrund af oplysningerne om sygdoms- og behandlingsforløbet var mere omfattende, end hun måtte tåle uanset, at grundsygdommen ubehandlet indebar nærliggende risiko for patientens død. Landsretten fandt således, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Sagen er anket til Højesteret.