Østre Landsret 28/6-2000

En 44-årig mand, som igennem det sidste halve år havde følt sig tiltagende deprimeret med vedholdende selvmordstanker, og som dagen forinden var blevet afbrudt i et selvmordsforsøg, blev akut indlagt på en psykiatrisk afdeling, lukket afsnit. Man vurderede, at han havde en middelsvær depression, idet han scorede 29 på Hamiltondepressionsskalaen. Det blev besluttet, at han skulle observeres tæt på grund af selvmordsfare. To dage efter indlæggelsen blev han fundet hængende og stranguleret i sin livrem på et af afdelingens toiletter. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af § 3, stk. 2. Patientforsikringen lagde vægt på, at patienter med selvmordstanker i de fleste tilfælde bliver indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor personalenormeringen er højere end på åbne psykiatriske afdelinger, og hvor der ikke er mulighed for at forlade afdelingen med mindre, det sker efter aftale. Kun i tilfælde, hvor faren for selvmord skønnes umiddelbart overhængende, vil man f.eks. sætte fast vagt på patienten. Patientforsikringen vurderede, at det var i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinier, at det blev skønnet, at der ikke var umiddelbar overhængende fare for, at den 44-årige begik selvmord. Endelig vurderede Patientforsikringen, at det ikke var en fejl fra sygehusets side, at han havde fået lov til at beholde sin livrem. Der var lagt vægt på, at det ikke var almindelig praksis, at fratage selvmordstruede patienter deres beklædningsgenstande, såsom livrem, snørebånd m.v., idet de formodedes at være under tilstrækkeligt opsyn, og idet der i en afdeling, hvor de færdedes mellem hinanden ville være mange andre genstande, der kunne anvendes i selvmordsøjemed. En fuldstændig sikring mod selvmordsaffærd, ville være umenneskelige forhold, hvor alle dagligdags effekter var frataget patienten. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Nævnet fandt, at den 44-åriges selvmord var en følge af et ulykkestilfælde, som omhandlet i § 3, stk. 2. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der i den forbindelse blev begået fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, og betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende var herefter ikke opfyldt.

Landsretten frifandt Patientskadeankenævnet. Retten udtalte, at det efter bevisførelsen måtte antages, at der den omhandlende dag på plejepersonalets morgenmøde blev udpeget en kontaktperson for den 44-årige, hvilket var i overensstemmelse med afdelingens sædvanlige praksis. Det fandtes ikke godtgjort, at der gik mindst 40 minutter, fra den 44-årige sidst blev set i live, til han blev fundet på toilettet. Det måtte i stedet lægges til grund, at han i sædvanligt og normalt tilstrækkeligt omfang blev observeret på afdelingen af plejepersonalet, herunder af sin kontaktperson. Den omstændighed, at han havde beholdt eller fået genudleveret sin livrem, kunne ikke føre til andet resultat. Det måtte lægges til grund, at det skyldtes den sædvanlige prioritering af de enkelte patienter, at der ikke var holdt stuegang for den 44-årige inden det tidspunkt, han blev fundet død. Det fandtes herefter ikke godtgjort, at det førte tilsyn havde været utilstrækkeligt.