Østre Landsret 28/3-2012

En patient blev påført en erstatningsberettigende patientskade i forbindelse med en rygoperation. Patientforsikringen tilkendte skadelidte erstatning for udgifter til medicin, godtgørelse for varigt mén samt godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen fandt ikke grundlag for at tilkende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne. På skadelidtes vegne påklagede fagforbundet afgørelsen til Patientskadeankenævnet for så vidt angik godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. I begrundelsen i afgørelsen fremkom nævnet alene med bemærkninger til de påankede godtgørelses- og erstatningsposter.

Sagen blev herefter indbragt for retten med henblik på en prøvelse af tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Byretten fandt, at skadelidte ikke havde udnyttet den administrative rekurs vedrørende spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste, hvilket efter den dagældende lov om patientforsikring § 16, stk. 1, var en betingelse for at indbringe spørgsmålet for retten. Retten fandt endvidere, at Patientskadeankenævnet ikke ex officio havde taget eller havde haft pligt til at tage stilling til spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste. For så vidt angik erhvervsevnetab fandt retten, at der ikke efter den stedfundne bevisførelse var tilvejebragt oplysninger, der gav tilstrækkelig grundlag for at antage, at det var patientskaden, der havde hindret skadelidte i at genoptage sit arbejde. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.

Sagen blev anket til landsretten, som af de af byretten anført grunde stadfæstede byrettens dom, da det for landsretten oplyste ikke kunne føre til et andet resultat.