Østre Landsret 28/2-2018
Rettens sagsnummer:
B-2854-16
Ankenævnets sagsnummer:
14/4519
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 28. februar 2018
Domstol:
Østre Landsret
Kategori:
Domme afsagt af landsret
Relaterede filer:
En patient blev i perioden fra april 2013 til januar 2014 udredt for smerter i venstre side af maven under ribbenene. Man kunne ikke finde årsagen til smerterne, men mistænkte i maj 2013, at smerterne kunne være forårsaget af en sterilisationsclips, der var vandret. Den 28. maj 2013 foretog man en CT-scanning, hvor man blandt andet vurderede, at alle organer var normalt udseende. Herefter bestilte man den 1. juli 2013 en ultralydsscanning, som blev afvist fra radiologisk side på grund af manglende formål med undersøgelsen. I januar 2014 havde patienten stadig smerter, og hun havde fået et større vægttab. En PET/CT-scanning viste, at hun havde kræft i bugspytkirtlen. Kræften kunne ikke opereres, da den var vokset ind i mavesækken og havde spredt sig til lymfeknuderne. Hun afgik ved døden i januar 2016.
Patienterstatningen anerkendte i marts 2014, at patienten var påført en skade i form af væsentligt forringet overlevelsesprognose, men at hun med overvejende sandsynlighed ville have været uhelbredeligt syg selv ved rettidig diagnosticering af sygdommen. Patienterstatningen vurderede, at en erfaren specialist ikke ville have afvist ultralydsscanningen, og at kræften med overvejende sandsynlighed var blevet diagnosticeret, hvis ultralydsscanningen var blevet gennemført. Ved samme afgørelse tilkendte Patienterstatningen 69.487 kr. i godtgørelse for et varigt mén på 10 procent. Efterfølgende tilkendte Patienterstatningen i juni 2014 20.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter blev afvist.
Patienten ankede afgørelsen fra marts 2014 til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Hun gjorde blandt andet gældende, at bevisbyrden for, at kræften var blevet uhelbredelig som følge af diagnoseforsinkelsen, skulle lempes.
Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse fra marts 2014, dog med en anden begrundelse. Ankenævnet fandt, at en erfaren specialist ved vurderingen af CT-scanningen den 28. maj 2013 ville have opdaget, at patienten havde en forandring i bugspytkirtlen og foranlediget, at hun var blevet udredt for kræft. Hvis diagnosen var stillet på dette tidspunkt, ville behandlingen have bestået i operation efterfulgt af kemoterapi. Sygdommen ville dog selv på daværende tidspunkt med overvejende sandsynlighed have været uhelbredelig. Ved denne vurdering fandt ankenævnet ikke grundlag for at lempe bevisbyrden, da der ikke var begået en klar fejl ved tolkningen af scanningen. Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at scanningen var bestilt med henblik på at påvise et muligt fremmedlegeme, og at scanningen på dette punkt var tolket korrekt. Desuden var der ikke i oplægget til scanning anført oplysninger om smerter i det område, som er karakteristisk for kræft i bugspytkirtlen.
Ved afgørelse af 8. juni 2015 stadfæstede ankenævnet Patienterstatningens afgørelse fra juni 2014.
Patienten indbragte ankenævnets afgørelser for domstolene, idet hun blandt andet gjorde gældende, at hun ville være blevet helbredt, hvis kræftknuden ikke var overset på CT-scanningen. Patienten gjorde i tilknytning hertil gældende, at der ved tolkningen af CT-scanningen var begået en klar fejl, ligesom det var en klar fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne. Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der blandt andet vurderede, at det var en fejl, at man ved tolkningen af CT-scanningen overså forandringen i bugspytkirtlen. Det var også en fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne patienten. Desuden udtalte Retslægerådet, at patienten ved rettidig diagnostik og behandling ville have haft en 5-års overlevelse i området 20-40 procent.
Byretten vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ankenævnets lægelige skøn, hvorefter sygdommen selv ved rettidig diagnosticering var uhelbredelig. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var tale om en sådan fejl, at der skulle ske lempelse af bevisbyrden for årsagssammenhæng. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Dommen blev anket til Østre Landsret, der ved dom af 28. februar 2018 stadfæstede byrettens dom.
Under sagens behandling for landsretten blev Retslægerådet bedt om at uddybe sin tidligere udtalelse om, at det var en fejl, at man ved tolkningen af CT-scanningen overså forandringen i bugspytkirtlen. Retslægerådet oplyste hertil, at der ved besvarelsen var taget udgangspunkt i almindelig anerkendt lægefaglig standard for den pågældende situation og ikke lægens uddannelse i øvrigt.
Landsretten henviste i sin begrundelse til Højesterets dom af 12. januar 2011 (U.2011.1019H) og lagde vægt på, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering. Landsretten fandt således, at der ikke så klart var begået en lægelig fejl, at den var erstatningspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler. Desuden lagde landsretten vægt på, det ikke var overvejende sandsynligt, at sygdommen havde været helbredelig ved tidligere diagnosticering.
Patienterstatningen anerkendte i marts 2014, at patienten var påført en skade i form af væsentligt forringet overlevelsesprognose, men at hun med overvejende sandsynlighed ville have været uhelbredeligt syg selv ved rettidig diagnosticering af sygdommen. Patienterstatningen vurderede, at en erfaren specialist ikke ville have afvist ultralydsscanningen, og at kræften med overvejende sandsynlighed var blevet diagnosticeret, hvis ultralydsscanningen var blevet gennemført. Ved samme afgørelse tilkendte Patienterstatningen 69.487 kr. i godtgørelse for et varigt mén på 10 procent. Efterfølgende tilkendte Patienterstatningen i juni 2014 20.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab og helbredelsesudgifter blev afvist.
Patienten ankede afgørelsen fra marts 2014 til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Hun gjorde blandt andet gældende, at bevisbyrden for, at kræften var blevet uhelbredelig som følge af diagnoseforsinkelsen, skulle lempes.
Ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse fra marts 2014, dog med en anden begrundelse. Ankenævnet fandt, at en erfaren specialist ved vurderingen af CT-scanningen den 28. maj 2013 ville have opdaget, at patienten havde en forandring i bugspytkirtlen og foranlediget, at hun var blevet udredt for kræft. Hvis diagnosen var stillet på dette tidspunkt, ville behandlingen have bestået i operation efterfulgt af kemoterapi. Sygdommen ville dog selv på daværende tidspunkt med overvejende sandsynlighed have været uhelbredelig. Ved denne vurdering fandt ankenævnet ikke grundlag for at lempe bevisbyrden, da der ikke var begået en klar fejl ved tolkningen af scanningen. Ankenævnet lagde bl.a. vægt på, at scanningen var bestilt med henblik på at påvise et muligt fremmedlegeme, og at scanningen på dette punkt var tolket korrekt. Desuden var der ikke i oplægget til scanning anført oplysninger om smerter i det område, som er karakteristisk for kræft i bugspytkirtlen.
Ved afgørelse af 8. juni 2015 stadfæstede ankenævnet Patienterstatningens afgørelse fra juni 2014.
Patienten indbragte ankenævnets afgørelser for domstolene, idet hun blandt andet gjorde gældende, at hun ville være blevet helbredt, hvis kræftknuden ikke var overset på CT-scanningen. Patienten gjorde i tilknytning hertil gældende, at der ved tolkningen af CT-scanningen var begået en klar fejl, ligesom det var en klar fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne. Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, der blandt andet vurderede, at det var en fejl, at man ved tolkningen af CT-scanningen overså forandringen i bugspytkirtlen. Det var også en fejl, at man havde afvist at ultralydsscanne patienten. Desuden udtalte Retslægerådet, at patienten ved rettidig diagnostik og behandling ville have haft en 5-års overlevelse i området 20-40 procent.
Byretten vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ankenævnets lægelige skøn, hvorefter sygdommen selv ved rettidig diagnosticering var uhelbredelig. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var tale om en sådan fejl, at der skulle ske lempelse af bevisbyrden for årsagssammenhæng. Ankenævnet blev herefter frifundet.
Dommen blev anket til Østre Landsret, der ved dom af 28. februar 2018 stadfæstede byrettens dom.
Under sagens behandling for landsretten blev Retslægerådet bedt om at uddybe sin tidligere udtalelse om, at det var en fejl, at man ved tolkningen af CT-scanningen overså forandringen i bugspytkirtlen. Retslægerådet oplyste hertil, at der ved besvarelsen var taget udgangspunkt i almindelig anerkendt lægefaglig standard for den pågældende situation og ikke lægens uddannelse i øvrigt.
Landsretten henviste i sin begrundelse til Højesterets dom af 12. januar 2011 (U.2011.1019H) og lagde vægt på, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering. Landsretten fandt således, at der ikke så klart var begået en lægelig fejl, at den var erstatningspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler. Desuden lagde landsretten vægt på, det ikke var overvejende sandsynligt, at sygdommen havde været helbredelig ved tidligere diagnosticering.