Østre Landsret 28/2-2005

Den 4. november 1995 brækkede en kvinde sin venstre overarm. På sygehuset fandt man ud af, at der var tale om en spiralfraktur, og den blev fikseret med en armslynge, der fire dage senere blev erstattet af en såkaldt Sarmiento-bandage. Kvinden blev i de følgende måneder regelmæssigt tilset i sygehusets ortopædkirurgiske ambulatorium, i hvilken forbindelse der også blev taget røntgenbilleder. I maj 1996 havde kvinden stadig gener fra armen, og hun havde udviklet falsk leddannelse ved brudstedet som følge af manglende heling. Man fandt, at der ikke kunne gøres mere og afsluttede yderligere behandling og kontrol. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, idet kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen lagde vægt på, at kvindens gener skyldtes selve bruddet og ikke den efterfølgende behandling. Man fandt i øvrigt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med samme begrundelse. Omkring 1½ år efter anmodede kvinden Patientskadeankenævnet om genoptagelse af sagen, men dette blev afslået. 1 år efter anmodede kvindens advokat på vegne af kvinden om genoptagelse af sagen, hvilket endnu en gang blev afslået. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten. Under landsretssagen blev der udfærdiget en speciallægeerklæring af speciallæge i ortopædkirurgi, og Retslægerådet besvarede desuden en række spørgsmål. På den baggrund genoptog Patientskadeankenævnet behandlingen af sagen og traf afgørelse om, at den første afgørelse ikke ville blive ændret. Patientskadeankenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at behandlingen af kvinden i det hele havde været i overensstemmelse med anerkendte retningslinier, og at hendes gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse. Denne afgørelse blev indbragt for landsretten med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at kvinden var blevet påført en skade, og at denne skade ville være undgået, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Landsretten lagde efter Retslægerådets besvarelser til grund, at den konservative behandling, kvinden havde fået, var i overensstemmelse med anerkendte retningslinier. Det blev videre lagt til grund, at det var et lægeligt fejlskøn at afslutte behandlingen på et tidspunkt, hvor der ikke var helingstegn på røntgenbillederne. Det fandtes dog ikke godtgjort, at dette med overvejende sandsynlighed var årsag til den manglende heling af bruddet. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at der med overvejende sand-synlighed ville være opnået et bedre resultat, hvis man havde anvendt en anden behandlingsmetode i form af marvsømning. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.