Østre Landsret 26/6-2008

Sagsøger havde igennem to årtier haft en angstlidelse, som han var blevet medicinsk behandlet med benzodiazepiner, da han blev indlagt på Sygehus efter et selvmordsforsøg med udstødningsgas fra en bil. Ved indlæggelsen fandt man ikke tegn på kulilteforgiftning, og han var vågen og oplyste, at han var i behandling med benzodiazepiner (Alprazolam og Temesta) mod depression og angstanfald og angav dosis. Den 11. oktober 1996 ophørte man med brugen af præparatet Temesta, og fortsatte med Tafill, som ligeledes er et benzodiazepin-præparat. Den 14. oktober 1996 blev sagsøger overført til Amtssygehus, hvor man ophørte med brugen af benzodiazepin-præparaterne og fortsate med Qxazepam. Dette indebar en brat reduktion af den dosis benzodiazepin, som sagsøger tidligere havde fået og han udviklede en psykotisk tilstand, som man tolkede som abstinenstilstand. Efter nogle dage viste sagsøger ikke længere tegn på abstinenestilstand og psykose. Den 18. november 1996 blev han udskrevet. Landsretten lagde vægt på Retslægerådets udtalelser, hvoraf det fremgik, at man lagde tilgrund, at abstinensbehandlingen blev påbegyndt den 19. oktober 1996 (8 dage efter nedtrapning), hvilket også efter bevisførelsen kunne tiltrædes, hvorefter retten ikke fandt det var overvejende sandsynligt, at skaden/den nedsatte koncentrationsevne og hukommelse var en følge af behandlingen. Sagsøger fik derfor ikke medhold i sine påstande og PSAN blev frifundet.