Østre Landsret 25/11-2016

En kvinde fødte tvillinger ved kejsersnit, fordi den ene tvilling lå i sædestilling. Efter fødslen fik hun mavesmerter, og der var tegn på Ogilvies syndrom (akut luftudvidelse af tyktarmen). Man undersøgte tarmen og fandt ikke stop i tarmen, hvorefter man gav medicin for at få mavefunktionen i gang. Dette havde ikke nogen effekt. Røntgen viste fri luft i maven. Man lavede en koloskopisk desufflation (udtømning af luft og afføring fra tarmen ved kikkertundersøgelse). Senere viste røntgen, at tarmen fortsat var meget udspilet, og man drænede for væske. Efterfølgende fandt man en perforation af tarmen. Man foretog operation med fjernelse af en del af tyktarmen og anlagde to stomier. Der var dyb betændelse og bylddannelse. Senere opstod der et infiltrat på venstre lunge, der hvor man havde drænet. Kvinden blev opereret og bylden blev fjernet. Desuden foretog man udskrabning af livmoderen. 2½ måned efter kejsersnittet blev stomierne lagt tilbage, og tarmen fungerede. Kvinden blev behandlet for D-vitaminmangel og forhøjede levertal. Senere fik hun foretaget en brokoperation med indsættelse af net.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at behandlingen var udført som en erfarne specialists ville have gjort, og at der var tale om en sjælden men ikke alvorlig komplikation, hvorfor man afviste at yde erstatning efter klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 og 4.

Afgørelsen fra Patienterstatningen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev herefter indbragt for retten. Retslægerådet udtalte, at det var en fejl, at man foretog koloskopisk desufflation på et tidspunkt, hvor man burde have været opmærksom på, at der var konstateret fri luft i maven. Koloskopi var kontraindiceret i denne situation, idet det kan forværre en mindre og måske ikke operationskrævende mikroperforation af tarmen. Retten fandt dog, at dette ikke havde påført kvinden en erstatningsberettigende skade, idet Retslægerådet også udtalte, at patientens grundlidelse i form af Ogilvies syndrom og tarmperforation med mere end 50 procents sandsynlighed ville have ført til operation med anlæggelse af stomier. Ved operationen håndterede man situationen korrekt, idet det primært er den kliniske tilstand, der er afgørende for valget mellem operation og mere konservativ behandling. Retten fandt det herefter ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at kvindens komplikationer ville være undgået helt eller delvist, hvis man havde handlet i overensstemmelse med hvordan en erfaren specialist ville have gjort, og betingelserne for at yde erstatning efter klage- og erstat-ningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, var derfor ikke opfyldt.

For så vidt angik vurderingen efter lovens § 20, stk. 1, nr. 4, fandt retten, at patienten havde fået komplikationer, som omfattede et langt og belastende sygdomsforløb med flere operationer og anlæggelse af stomi, tilbagelægning af stomierne ved en vellykket operation, operation for arbrok, smerter fra arvæv og en kommende kosmetisk operation. Komplikationerne fandtes dog ikke tilstrækkelig alvorlige i forhold til grundlidelsen, der ubehandlet kunne have medført fare for børnenes udvikling eller liv. Det forhold, at der var tale om et planlagt kejsersnit kunne ikke føre til andet resultat. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Patienten ankede dommen til Østre Landsret. Patienten gjorde som nyt anbringende gældende, at der ved behandlingen i form af den koloskopiske desufflation klart blev begået en fejl, og at der som følge heraf skulle ske bevislempelse ved vurderingen af, om der var årsagssammenhæng mellem den begåede fejl og de opståede komplikationer. Dette anbringende blev først fremført i påstandsdokumentet for landsretten, og Ankenævnet for Patienterstatningen protesterede mod, at dette blev påkendt. Landsretten fandt, at ankenævnet havde tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i relation til det nye anbringelse om bevislempelse på grund af en klar fejl og tog derfor dette anbringende under påkendelse.

Efter bevisførelsen tiltrådte landsretten af de grunde, byretten havde anført, at det ikke på det foreliggende grundlag var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patientens komplikationer helt eller delvist ville være undgået, hvis man havde fulgt erfaren specialiststandard. I den forbindelse fandt landsretten navnlig efter Retslægerådets svar, at det selv med en eventuel bevislempelse ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var årsagssammenhæng mellem den koloskopiske desufflation og de efterfølgende komplikationer. Landsretten tiltrådte således, at betingelserne i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. Landsretten tiltrådte endvidere af de grunde, som byretten havde anført, at betingelserne i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, heller ikke var opfyldt. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom om frifindelse.