Østre Landsret 25/10-2016

En kvinde fik i august 2001 foretaget et keglesnit på grund af forstadier til kræft i livmodermunden og blev herefter undersøgt igen ved en gynækolog i 2004. Patienten blev behandlet for underlivsbetændelse i 2005. Den 14. marts 2006 viste en gynækologisk undersøgelse, at hun havde udviklet kræft i livmoderhalsen. Patienten modtog efterfølgende stråle-og kemobehandling og fik som følge af denne behandling gener fra urinvejene og tarmene.

Patienten anmeldte den 12. maj 2010, at hun var påført en skade som følge af den onkologiske behandling. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf afgørelse om, at komplikationerne i forbindelse med behandlingen ikke gik ud over, hvad hun med rimelighed måtte tåle, og at hun derfor ikke havde ret til erstatning.

Patienten anmeldte den 30. oktober 2013, at hun var påført en skade som følge af, at hun ikke var blevet indkaldt til forebyggende screeningsundersøgelser. Patienterstatningen traf afgørelse om, at patienten var blevet indkaldt på korrekt vis, og at hun derfor ikke havde ret til erstatning.

Patienterstatningen oprettede samtidig af egen drift sager vedrørende behandlingen hos egen læge og gynækolog, idet Patienterstatningen i forbindelse med forelæggelsen af sagen for lægekonsulent i februar 2014 blev opmærksom på, at der eventuelt var sket en skade i form af forsinkelse af diagnosticeringen af kræften.

Patienterstatningen traf efterfølgende afgørelse om, at patientens erstatningskrav i anledning af behandling hos egen læge og gynækolog var forældet. Patienterstatningen vurderede, at patienten den 14. marts 2006, da hun blev diagnosticeret med livmoderhalskræft, burde have fået kendskab til, at der i forbindelse med undersøgelse og behandling hos egen læge og gynækolog eventuelt var sket en skade. Patienterstatningen lagde vægt på, at patienten vidste, at mikroskopi i sommeren 2001 viste celleforandringer og ikke frie resektionsrande. Endvidere var patienten blevet indkaldt til opfølgende kontroller, som hun var udeblevet fra, og patienten var efterfølgende blevet opfordret til at få lavet en smear-undersøgelse ved førstkommende lejlighed, hvilket ikke var blevet gjort. Endelig blev der lagt vægt på, at patienten forud for diagnosetidspunktet i marts 2006 flere gange blev undersøgt hos egen læge og gynækolog med gener fra underlivet. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for retten. Retten vurderede, at patienten i forbindelse med, at hun blev diagnosticeret med kræft i livmoderen og det efterfølgende behandlingsforløb, senest ved udgangen af 2006 burde have indset sammenhængen med lægernes behandling (eller undladelse heraf) og de indtrådte skader. På den baggrund vurderede retten, at kravet var forældet. Ankenævnet blev herefter frifundet.

Sagen blev anket til landsretten, som tiltrådte, at patienten i 2006 burde have vidst, at der var tale om en for sen diagnosticering af kræftsygdommen. Landsretten fandt derimod, at der ikke var ført bevis for, at patienten før kendskabet til den lægelige vurdering fra februar 2014 vidste eller burde have vidst, at en tidligere diagnose for kræft muligt kunne have medført et andet behandlingsforløb, og at hun derfor kunne have undgået de nu beskrevne skader. Ankenævnet blev herefter dømt til at anerkende, at erstatningskravet i anledning af behandlingen hos egen læge og gynækolog fra februar 2004 til den 2. marts 2006 ikke var forældet.